Pressemeddelelser
Publiceret den: 04-01-2024
________________________________________________________________________

Digtsamlingen GÖR KEM af Görkem Acar

MALPLACERET MULD

hjemlandsfølelsen spirer i mig
selvom mulden er malplaceret
født ved kejsersnit
velsignet med et dansk pas
til verden kom jeg med mellemøstlige manerer
blot for at lære at de skulle kasseres

Temperament. Vildrede. Fortvivlelse. Alt sammen spredt over 40 rå digte i GÖR KEM, som udspringer af Görkem selv, hvis navn direkte oversat betyder SE ONDSKAB.

Görkem Acar, f. 2003, er en dansk digter med tyrkisk baggrund fra det såkaldte Nordbyen i Randers.

GÖR KEM udkommer 26. januar 2024.

________________________________________________________________________

Romanen DOKTOR PETER KIRCH af Jens Rosenbirk

Peter Kirch bliver født i 1890 og bor alene med sin far, der er præst i en landsby i de østrigske alper.

Peter har nogle specielle udfordringer. Han har problemer med at styre sin krop, og det gør hans far meget vred. Han kalder det for Peters dårlige vaner og straffer ham ofte.
Derfor flygter han fra sin far, da han bliver teenager.

Ad omveje havner han i Wien, hvor han opdager en hel ny verden og ender med at uddanne sig til læge.
På det tidspunkt er Wien Europas kulturelle hovedstad, men det ændrer sig i 1930’erne, hvor nazismen er på fremmarch, og det får en del konsekvenser for Doktor Peter Kirch.

Jens Rosenbirk debuterede i 2020 med novellesamlingen Ma?nelandskaber.

DOKTOR PETER KIRCH udkommer 29. januar 2024.

________________________________________________________________________

Romanen SKØNHEDEN af Winnie Johnsen

Hendes skønhed var af en anden verden. Fra han så hende første gang, var han fortabt; fra det øjeblik ville han kun leve for at dyrke og nyde synet af hendes fortryllende udseende. Skønheden viser sig dog at rumme mystiske hemmeligheder. Jo tættere han kommer på hende, desto mere gådefuld bliver hun, og han må sande, at ikke kærlighed, men skønhed gør blind. De ligner det perfekte par – unge, rige og smukke – men under overfladen udspilles en pervers romance mellem en ekshibitionistisk femme fatale og en voyeur på evig jagt efter sin næste rus. Snart breder følgerne af deres forholds altødelæggende kraft sig som ringe i vandet.

Skønheden er således en mørk og spooky fortælling om skønhed og besættelse, om en mand og en kvinde forbundne i et destruktivt skæbnefællesskab. Til den bitre ende.

Winnie Johnsen (f. 1966) er uddannet cand.mag. i Dansk og Medieæstetik, og som forfatter er hun inspireret af fag og temaer fra sin uddannelse samt sprogets udfoldelse i ældre litteratur og de klassiske skrækromaner. Skønheden er hendes debutroman.

SKØNHEDEN udkommer 30. januar 2024.

________________________________________________________________________

ANE MARIE JENSDATTER FORTÆLLER EVENTYR FRA THY af Jørgen Vestergaard

I denne bog genfortæller Jørgen Vestergaard 26 af Ane Marie Jensdatters historier. Hidtil har de fleste af dem kun været tilgængelige i Evald Tang Kristensens direkte afskrivninger, der har været opbevaret på Dansk Folkemindesamling på Det Kgl. Bibliotek.

Forfatter og filminstruktør Jørgen Vestergaard er født og opvokset i Thisted, hvor han kom i lære som journalist. I 1959 blev han ansat på Information, og i begyndelsen af 6o´erne etablerede han sig så småt som manuskriptforfatter og instruktør af kort- og dokumentarfilm for Statens Filmcentral. Fra 1969 har han haft egen produktionsvirksomhed, JV Film & TV. I 1979 vendte han tilbage til Thy og indrettede et studie på en nedlagt landejendom i Sennels, tæt ved Thisted.
Ved siden af dokumentarismen har Jørgen Vestergaard, som en af de få herhjemme, dyrket animations-dukkefilmen. Allerede i 1969 skabte han for DR ”Nattergalen” efter H.C. Andersens eventyr. Han har desuden instrueret de to meget populære spillefilm ”Snøvsen” (1992) og ”Snøvsen ta´r Springet” (1994), som begge er skrevet sammen med Benny Andersen. Hans sidste film var ”Højt skum - en film om Storm P.” (2015). Mere end 60 film er det blevet til gennem 40 års virke.
Jørgen Vestergaard har i sin genfortælling lagt vægt på at bevare den mundtlige tone og de thylandske vendinger.

Udgivelsen er støttet af Grethe & Jørgen P. Bornerups Fond samt af Kulturelt Samråd i Thisted Kommune.

Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy udkommer 19. januar 2024.


For yderligere info eller interesse i anmeldereksemplar eller forfatterinterview kan forlaget kontaktes på:
Mail: forlaget.braendpunkt@gmail.com
Telefon: 61 31 98 54

Med venlig hilsen

Forlaget Brændpunkt
www.brændpunkt.dk
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Ibsensvej 22
5000 Odense C
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166