Pressemeddelelser
Publiceret den: 15-02-2021
Efter 2 måneder uden løn og et opråb til 3F var det glædeligt, at 3F i torsdags valgte at stille op til dialogmøde med os medarbejdere fra Jensens Bøfhus - men er det blot skuespil og varm luft, når alt kommer til alt?

Vi må erkende, at dialogmødet med repræsentanterne fra 3F efterlod os med flere spørgsmål end svar. Er 3F rent faktisk interesseret i at hjælpe os medarbejdere fra Jensens Bøfhus her og nu? Det var blandt andet et af de mange spørgsmål, som forblev ubesvaret.

3F udtalte torsdag aften til Berlingske: “Vi skylder de unge at vende hver en sten”. Umiddelbart skulle man tro, at der forekommer én åbenlys sten at vende. Nemlig den sten, der indbefatter at sætte konflikten i bero, der tilfældigvis også er den ene sten, som 3F ikke ønsker at vende. Realiteten er, at 3F kategorisk afviste alle medarbejdernes forespørgsler om at sætte konflikten på pause øjeblikkeligt. Desværre ønsker 3F heller ikke at adskille de to konflikter henholdsvis ‘her-og-nu problemet’ om lønkompensation og den omdiskuterede overenskomstforhandling.

3F sejler under falsk flag, når der i offentligheden gives udtryk for, at 3F er på medarbejdernes side og vil gøre alt for at finde en løsning. Denne udlægning kan vi ikke genkende. Tværtimod sad vi tilbage med en følelse af manglende lydhørhed og lange udsigter til en udskydelse af konflikten, hvis det står til 3F.

Vores største ønske er, at konflikten sættes i bero under corona-krisen, og at vi kan få lønkompensation med tilbagevirkende kraft, så vi kan betale af på vores gæld, flytte tilbage i vores lejligheder og genoptage nødvendige helbredsrelaterede behandlinger.

Lyt nu til det store politiske flertal, 3F!
Siden medarbejdernes opråb har flere politikere udtrykt deres opbakning til os medarbejdere fra Jensens Bøfhus, og beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S) har endnu en gang opfordret 3F og Jensens Bøfhus til at udskyde konflikten i ly af corona-krisen.

»Da lønkompensationsordningen har til formål at holde hånden under virksomheder og ansatte, vil jeg gerne gentage opfordringen til både arbejdsgivere og lønmodtagere om at udskyde konflikterne på arbejdspladserne, indtil situationen i det danske samfund er normaliseret, og vi er på den anden side af coronakrisen,« (Berlingske, 11/02/2021)

På mødet udtrykte 3F gentagne gange, at de ikke anså sig selv som ansvarlige for vores situation, da spørgsmålet om lønkompensation er et regeringsanliggende. I den forbindelse hævder 3F, at de følger de arbejdsretlige regler. Men hvis 3F følger regeringens retningslinjer så nøje, når det kommer til lønkompensation - hvorfor følger 3F så ikke regeringens opfordring om at sætte konflikten i bero?

3F påstår, at der skal to til en tango, hvorfor de hverken kan eller vil løse konflikten alene. Jensens Bøfhus har flere gang meldt ud, at de er klar til at følge regeringens opfordring. Bolden er på Jeres banehalvdel, 3F, og der er altså ikke længere nogle hindringer udover manglende vilje. Det store spørgsmål fra os medarbejdere er blot: Er I klar til at sætte handling bag jeres ord?
Kontaktperson:
Marwa Hassan
Telefon:61518645
 
Afsender:
Ingen
x
x x
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse