Pressemeddelelser
Publiceret den: 16-01-2019
Danmarks Kartoffel Råd har udvalgt vejr- og klimaeksperten Jesper Theilgaard som kartoffelambassadør 2019. Især kartoflens klimavenlighed er værd at fremhæve, mener den nye ambassadør.


Jesper Theilgaard får snart en ny titel på sit CV. Udover at være meteorolog, forfatter og klimaekspert har Danmarks Kartoffel Råd nemlig udvalgt Jesper Theilgaard som officiel kartoffelambassadør 2019.

Traditionen tro får årets ambassadør tildelt titlen ved Danmarks Kartoffel Råds årsmøde på Egeskov slot, som i år finder sted den 23. januar.

Selvom Jesper Theilgaard ikke direkte har så meget med kartofler at gøre, er der alligevel mange gode grunde til, at han er et oplagt valg som kartoffelambassadør. Det fortæller Johs. Nørregaard Frandsen, formand for Danmarks Kartoffel Råd.

- Man kan tale om godt kartoffelvejr og om dårligt kartoffelvejr. Kartoflen er ligesom kartoffelavlerne afhængige af vejret, og derfor er en vejrekspert, der oven i købet er dygtigt til formidling, et godt valg. Jesper Teglgaard har et stort overskud, højt til loftet, og så kan han løfte tingene op og se det i en større sammenhæng. Det er sådan en ambassadør, vi har brug for, lyder det fra formanden.

Klimavenligheden er vigtig
Jesper Theilgaard er uddannet flyvemeteorolog i 1978 og var i perioden 1990-2018 meteorolog på Danmarks Radio. Udover at arbejde som tv-meteorolog arbejdede han også som forfatter og foredragsholder. Da han i februar 2018 forlod DR stiftede han virksomheden klimaformidling.dk, hvor foredrag er en væsentlig del af beskæftigelsen. Foredragene har alle en rød tråd i klima og vejr, og her kan kartoflen også fremover blive nævnt, fortæller ambassadøren

- Kartofler er en meget klimavenlig fødevare, og det synes jeg, skal understøttes. Ikke at vi dermed skal forsage alt muligt andet, men det er godt at have nogle holdepunkter i vores fødevarer, hvor vi ved, at de er skånsomme for klimaet, siger Jesper Theilgaard, som i øvrigt også selv er glad for kartofler.

- Kartofler kan jo tilberedes på så mange måder. Lige fra de helt gammeldags kogte kartofler til stegte og mos og ovnbagte og så videre. Det er sjovt at eksperimentere med. Selv spiser jeg ofte kartofler, gerne flere gange om ugen, lyder det fra ambassadøren.

Kæmper for kartoflen
Danmarks Kartoffel Råd arbejder for at fastholde og fremme kartoflens tilstedeværelse i det danske køkken, og det er på den baggrund, at rådet hvert år udnævner en kartoffelambassadør, som ofte er en kendt eller fremstående person.

Tidligere kartoffelambassadører er blandt andre sanger Stig Rossen, Chipskongen Jørgen, skuespiller Per Pallesen, tv-kok James Price, tv-vært Søren Ryge og formand for Tænketanken Frej, Marie-Louise Boisen.
Kontaktperson:
Jens Kristian Olsen
Telefon:24206617
 
Afsender:
Danmarks Kartoffel Råd
c/o Centrovice
Damsbovej 11 5492 Vissenbjerg
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse