Pressemeddelelser
Publiceret den: 26-06-2017
-- Konservativ Ungdoms kandidat til Europa-Parlamentet – Kuzma Pavlov – har meldt europaparlamentariker Rikke Karlsson til politiet: ”For skatteborgernes skyld skal det her undersøges nærmere” --


Medlem af Europa-Parlamentet – tidligere for DF og nu som løsgænger - Rikke Karlsson er blevet meldt til politiet. Anmeldelsen kommer fra Konservativ Ungdoms kandidat til det kommende europaparlamentsvalg – Kuzma Pavlov.

Ulovlig brug af midler
Baggrunden for anmeldelsen er en dokumentar på DR, som satte fokus på Dansk Folkepartis medlemmer af Europa-Parlamentet og deres omgang med EU-midler. I dokumentaren kommer det frem, at Rikke Karlsson har brugt skattefrie EU-midler i strid med lovgivningen. Blandt andet er der brugt penge på løn til Rikke Karlssons søn, overført penge til hendes assistents firma samt udbetalt penge til Karlsson selv for kontorleje i hendes eget hus.

Det har nu fået Kuzma Pavlov til at politianmelde Rikke Karlsson. ”For skatteborgernes skyld skal det her undersøges nærmere. Når man ikke må bruge midlerne til at lønne familiemedlemmer, men Rikke Karlsson alligevel bruger pengene til at lønne sin søn og oven i købet forsøger at skjule familieforholdet, skal det naturligvis undersøges” udtaler Kuzma Pavlov og tilføjer: ”Det bliver ikke bedre af, at det er uklart, om der overhovedet er kommet noget produkt ud af de mange penge.”

Ordningen indbyder til fråds
Kuzma Pavlov mener, der kan være grund til at sætte politisk fokus på, om det er rimeligt, at EU-parlamentarikere får så høje tilskud til repræsentation.

”32.200 kr. skattefrit om måneden til repræsentation er jo et absurd beløb. Og hvis der ikke føres bedre tilsyn, end vi har set i denne sag, er det jo et system, der nærmest inviterer til fråds med hårdtarbejdende folks penge” afslutter Kuzma Pavlov

For nærmere information kan Kuzma Pavlov kontaktes på 60706440 eller kuzma.pavlov@live.dk
Kontaktperson:
Kuzma Pavlov
Telefon:60706440
 
Afsender:
Kuzma Pavlov
Arveprinsensvej 10
2000 Frederiksberg
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse