Pressemeddelelser
Publiceret den: 07-02-2018
Læserbrev

Der var engang….
- en lille tinsoldat, der var så stolt over at tjene sin dronning og sit land. Og folket var stolte over ham og de andre tinsoldater. Så meget at alle mødte op fra nær og fjern, når de flotte tinsoldater kom marcherende gennem byen. Ja, selv når tinsoldaten rejse hjem til sin familie, fik han anerkendende bemærkninger og blikke fra de andre passagerer i toget.
Men en dag fik tinsoldaten og hans kammerater ordre på at drage til en fjern, fremmed egn for at kæmpe for deres land. Det forstod de intet af. For hvordan kunne de forsvare deres lille kongerige, når de var tusinder af kilometer væk fra det?
Da dagen oprandt, og de skulle afsted på deres farefulde færd, var ingen mødt op for at sige farvel til dem. Den lille tinsoldat kom til at tænke på, at både hans far og bedstefar havde fortalt ham, at når de i sin tid var draget i krig, stod folk i gaderne og hyldede dem med blomster og tilråb.
Måske er alle bare blevet hjemme, fordi det ikke er deres krig, tænkte tinsoldaten?
Da tinsoldaten nåede frem til den fremmede egn, oplevede han ikke bare et eksotisk land med varme og ørken, men også en eksotisk krig, hvor fjenden ofte brugte sine egne kvinder og børn som brystværn. Nogle af de fremmede lovede endda troskab til tinsoldaten og hans kammerater, men når mørket faldt på, forvandlede disse trofaste fæller sig til grusomme barbarer – og slog mange tinsoldater ihjel.
Den lille tinsoldat blev forvirret. For dem han skulle hjælpe, ville åbenbart ikke have hans hjælp. Det tænkte han meget over. Så meget, at han begyndte at høre stemmer i sit lille hoved. Og om natten fik han mareridt og hallucinationer.
Heldigvis fik hans deling en morgen ordre på at drage hjem. Alle blev lykkelige over denne melding. Men på turen hjem kom tankerne igen. Især tanken om, hvad de egentlig havde udrettet i det fremmede. Men så sagde deres kaptajn til dem: - I har alle gjort en stor indsats for freden. Nå, tænkte tinsoldaterne, så har vi alligevel gjort noget for vort fædreland. Og så klappede de hinanden på skuldrene, og begyndte at glæde sin til den stormende velkomst, der ventede dem, når de kom hjem.
Men her var ingen parader eller folkemasser, der hyldede dem. Ja, selv dronningen kiggede de forgæves efter.
Måske er alle bare blevet hjemme, fordi det ikke er deres krig, tænkte tinsoldaten?
I toget hjem var heller ingen, der bemærkede ham eller hans flotte uniform. Jo, der var nogen. Nogen, som han ikke før havde set i sit land. Nogen, der så ud som dem, han lige havde kæmpet mod. Nogen, der var lige så vrede på ham, som dem, han lige havde kæmpet mod. For de begyndte at skubbe til ham og spytte på ham. Og råbte af ham på et fremmed sprog.
Soldaten valgte at ignorere dem. For han kunne ikke andet. Ingen af hans landsmænd kom ham til hjælp. Så han valgte i stedet bare at kigge uafbrudt ud af vinduet.
På hans lange rejse hjem passerede toget mange stationer og perroner. Overalt så han disse fremmede mennesker. Unge mennesker. Stærke mennesker.
Måske er de her hos os, fordi de har valgt at lade os kæmpe deres sag, tænkte tinsoldaten? Og fordi han var soldat tænkte han også: Jamen, så må de jo være desertører. For hvor er alle deres familier?
Da han kom hjem til sin gamle far, der boede på et lille værelse, fortalte han ham om sine oplevelser - og også om sin togrejse. Faderen kiggede sørgmodigt på ham og sagde: - Pak din uniform langt væk, og fortæl ingen om dine bedrifter i det fremmede. For rigtigt mange danskere og ikke mindst vore politikere, vil af uransagelige årsager gerne have de fremmedes kultur her til landet. Den kultur, som du og dine kammerater kæmpede mod for at forsvare vort fædreland.
Nu blev den lille, forvirrede tinsoldat endnu mere forvirret.
Så meget, at han igen hørte stemmer i sit hoved. Hans far beordrede ham til lægen, som kun kunne hjælpe med et glas piller. Og det blev ikke bedre af, at tinsoldatens søde kæreste i mellemtiden var stukket af med en anden mand. Så nu havde han heller intet sted at bo. Så må kommunen da kunne hjælpe mig. Jeg har jo om nogen hjulpet mit land, tænkte den lille tinsoldat naivt. Men nej, her var ingen bolig til ham. For dem skulle de fremmede have. De fremmede, som han havde kæmpet mod. Ej heller kunne have få penge fra kommunen, for han stod jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Han var jo syg, men bare ikke officielt syg.
Den lille tinsoldat blev så ulykkelig, at han til sidste pakkede nogle få ting og flygtede ud i en stor skov. Her lærte han at bruge det overlevelsesinstinkt, som han kendte fra sin krig i det fremmede. Senere døde hans far, men tinsoldaten fik jo intet at vide. For ingen vidste, hvor han var. For ingen savnede ham.
Måske leder de ikke efter mig, fordi de ikke ved, at jeg kæmpede deres krig, tænkte tinsoldaten?
Flere måneder efter fandt man ham død i skoven – og begravede ham på den Ukendte.
Men andre lige så ensomme, desperate og syge tinsoldater læste om hans skæbne. Og derfor rejste de i respekt et gammelt, frønnet bræt på kirkegården med indskriften:
Aldrig har så mange glemt de få, der turde.
Peter Qvistgaard
Kontaktperson:
Peter Qvistgaard
Telefon:23235493
 
Afsender:
PressCom
Lilliendalsvej, 35
4735 Mern
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse