Gode råd når du skriver pressemeddelelser
Gode råd til skrivning af pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS vil gerne hjælpe dig til at skrive en god og informativ pressemeddelelse.

Der findes ingen facitliste til at skrive den rigtige pressemeddelelse – men hvis du læner dig op ad vores råd og ideer, er du på rette vej.

Hvad er en pressemeddelelse?


En pressemeddelelse er en kort artikel eller meddelelse, der sendes ud til pressen, fx det lokale dagblad eller store aviser, radio, tv-stationer og bruges som appetitvækker for journalisterne. Finder de pressemeddelelsen interessant, bringes nyheden i det pågældende blad, TV- eller radiostation. Dette er til fordel for begge parter; mediet får nyheden uden selv at opsøge historien, mens pressemeddeleren får omtale.
Læseren af en pressemeddelelse har hverken tid eller lyst til at lege ”tampen brænder”. Du skal vække hans interesse og nysgerrighed fra første sekund; så begynd med den absolut mest interessante (fængende, nysgerrighedspirrende) detalje, du kan finde frem.

Pressemeddelelser udsendes dagligt til medier og benyttes i stigende grad som decideret markedsføring.

Der er nogle overordnede regler, som du bør overholde, når du skal skrive en god pressemeddelelse

Skriv i artikelform

  • Overskrift (fængende - skal få læseren til at ville læse videre)
  • Efterfulgt af et kort resumé af hele artiklen (2 - 3 linjer, der præcis angiver nyheden)
  • Indledning + afsnit, der svarer på ’hvem’, ’hvad’, ’hvor’ og ’hvorfor’
  • Øvrig tekst (uddybning, citater, osv.)
  • Kontaktoplysninger


Teksten skal være formuleret så sagligt og objektivt som muligt, så journalisten får lyst til at skrive din historie.
Husk på - journalister modtager mange pressemeddelelser hver dag.

Formlen på en god Pressemeddelelse

Længde
Pressemeddelelsen må maximum fylde en A4 side. (Det skyldes, at den blot er en appetitvækker, der skal sælge historien til journalisten, som skal finde plads til pressemeddelelsen i avisen. En A4 side fylder rigtig meget på tryk...)

Budskab
Indholdet må ikke være for tørt og uoverkommeligt. Historien skal sælge allerede i overskriften eller på de første linier. Det vil sige, at budskabet, nyheden og formålet skal fremkomme med det samme.
Det kan være en god hjælp at vende det hele lidt på hovedet og starte med konklusionen. Rækkefølgen skal være konklusion, forudsætning og baggrund for historien.
Når historiens budskab er præsenteret, skal man angive detaljerne og hele historien. Her er det vigtigt, at der kommer de faktuelle oplysninger. Det er en god idé, hvis troværdigheden understøttes med fx en udtalelse fra en, der ved noget om emnet. Eventuel en tilfreds kunde eller samarbejdspartner.

Kontaktoplysninger
Til sidst i en pressemeddelelse er det vigtigt, at der fremgår oplysninger på en kontaktperson i virksomheden, som journalisten kan komme i forbindelse med for et eventuelt interview. Du skal være klar ved telefonen.
Som udgangspunkt er journalister altid i tidsnød og har en deadline.
Der skal ikke stå forfatter på pressemeddelelsen, da det altid vil være journalisten, som får æren af at have skrevet historien. Du skal dog sørge for, at det klart fremgår, hvem der er afsender af denne historie.

Billeder
Du kan med fordel vedhæfte illustrationer/billeder, når du fremsender pressemeddelelsen. Vælg kun illustrationer/billeder som kan tåle offentliggørelse. De skal være skarpe og relevante. Husk at skrive en billedtekst og gerne navnet på fotografen. Det er vigtigt at få afklaret, om der er ophavsrettigheder på billederne.
Skal vedhæftes som jpeg, gif eller tiff filer. Send gerne et unikt foto, så gengangere undgås hos konkurrenter.

Korrektur
Læs korrektur på din pressemeddelelse - eller få en anden til det. Fejl virker som sjusk og kan skabe mangel på troværdighed. Er sproget tungt og knudret, kan virksomheden fremstå som gammeldags eller bureaukratisk.
Så pas på med sproget ... det er med til at forme billedet af afsenderen.

Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166