Pressemeddelelser
Publiceret den: 26-01-2018
Vi vågner i Sibirien af Martin Paludan

Uddrag fra lektørudtalelsen:
"Det er ikke en roman, som man bare lægger fra sig, når sidste side er læst. Der er stof til eftertanke og romanen sætter sit eftertænksomme præg på læseren."
Sanne Mendel, DBC

Anmeldelse på Fyens.dk / 4 stjerner:
"Vi kan gøre et af to ting: Vi kan redde verden og overleve, eller vi kan tjene penge og dø. Sådan ser hovedpersonens kæreste på det, da apokalypsen, den blivende vinter, ikke længere kan afvises eller skubbes i baggrunden til fordel for vigtigere problemer som job, uddannelse og livet. Men den unge mand er, trods sin gode vilje, ikke i stand til at gøre noget. Han ønsker sig et hjem, en familie og et normalt liv. Han skriver, ved siden af sine studier, på en roman om en luksusluder, der hemmeligt ønsker sig en blød mand, der kan redde hende, mens han selv drømmer om at blive frelst af sin modelsmukke og stærkt idealistiske kæreste. (…) Alligevel fortsætter vi, ligesom Paludans hovedperson, med at efterstræbe det normale liv. Vores værdier skifter kun langsomt, og når vi konfronteres med klimakrisen, lammes vi, ligesom han. Derfor er det også vidunderligt meta at sidde og læse om en mand, der efter civilisationens sammenbrud kritiserer teoretikerne for ikke at handle, mens man sidder og læser et fiktionsværk om den forestående krise."

Anmeldelse på Skrivforlivet.dk:
"Vi vågner i Sibirien er en af den slags fortællinger, du ikke kan slippe. Den kalder på dig fra bordet, mens du laver mad, råber, mens du putter børn og driver dig videre for hvert punktum, som om du har travlt. Måske handler det om at nå det, inden det sidste liv forsvinder under sneen, der driver fra hver en side?"

Rasmus Blomqvist – en begejstret læser skriver:
Martin Paludan har skrevet en fængende roman om en ung mandlig fortællers forhold til en ung kvinde. Romanen foregår i et dystopisk univers, hvor Danmark er ramt af en blivende vinter, og hvor samfundet tilsyneladende er gået i stå. Til trods for de dystre fremtidsudsigter fortsætter parret med at forholde sig til deres egen fremtid og dagligdag, og romanen drives frem af deres forskellige måder at anskue krisen og deres forhold på. Som romanen skrider frem bliver vinteren en stadigt mere trykkende kulisse bag parrets forhold, og de tvinges til at forholde sig til både eksistentielle spørgsmål, kønsroller, politik og religion. Romanens dystopiske univers beskrives i billeder, som er kolde og kliniske, men også smukke og rolige, og kulissen fungerer eminent til at give plads til det centrale i romanen – det drama som parret gennemgår, netop foranlediget af krisen. Romanen giver stof til eftertanke og kan ses som et skønlitterært bidrag til debatten om, hvordan vi som individer kan indrette os til at leve i en verden præget af kriser – herunder klimakrisen. Romanen er tilmed særdeles velskrevet og til tider enormt morsom på en underspillet måde. En meget flot debut, som giver lyst til at læse mere og giver håb om en efterfølger.

Anmeldelse på Excited reading.dk:
"Unge Paludan har gjort en fin lille (men positiv mærkværdig) roman om en navneløs fyr, der er presset op af samfundet og sine tanker sammen med en kæreste, der er der/er der ikke... (…) en af de mest gådefulde danske bøger - og debuter ovenikøbet - jeg har læst nogensinde."

Anmeldereksemplarer kan rekvireres på: forlaget.braendpunkt@gmail.com

Med venlig hilsen
Forlaget Brændpunkt
www.brændpunkt.dk
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Tanghavevej 12
5883 Oure
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse