Pressemeddelelser
Publiceret den: 20-05-2024
Torsdag den 16. maj 2024 kulminerede næsten et halvt år med fokus på personerne bag de små og mellemstore virksomheder, som holder hjulene i gang i Danmark. Mere end 250 personer deltog i awardshowet, hvor tre inspirerende ildsjæle løb med titlen som Årets SMV: Claus Juul fra Norna Playgrounds vandt i kategorien ‘Bestyrelse’, Kasper Larsen fra KLS Pureprint vandt i kategorien ‘ESG Frontrunner’, og Rasmus Borup fra Stock Group vandt i kategorien ‘Direktør’.

Prisuddelingen fandt sted på Comwell i Kolding, hvor feststemte deltagere fra hele landet havde taget turen for at være med til at hylde det hårde arbejde, der ligger bag de flotte resultater i SMV’erne, der holder hjulene i gang i Danmark. De tre priser blev uddelt under kyndig supervision fra konferencier Heidi Frederikke, og deltagerne blev forkælet med guldstøv og musik fra Malte Ebert, stemningsfyldte toner fra DJ Line Sander, dejlige forfriskninger og et spændende oplæg fra Henrik Røde Jensen om betydningen af at udnytte sit netværk og få det fulde ud af det. Aftenen sluttede med en dejlig middag.

Vinderen af Årets SMV – Bestyrelse: Claus Juul, bestyrelsesformand i Norna Playgrounds

Claus Juul vinder titlen som Årets SMV for sin rolle som bestyrelsesformand i Norna Playgrounds. Om ham sagde juryen blandt andet:
“Claus er meget kompetent både fagligt og som formand, samtidig med at han er støttende og engageret. Han har faciliteret overgangen fra en 100 % ejerledet bestyrelse til en professionel bestyrelse, hvor han har forenet fagfolk med kompetencer og kandidatgrader. Dermed er virksomheden blevet tilført kompetencer, metodikker og værktøjer, der normalt hører til i langt større virksomheder. Derudover har han fokus på forskellige ansvarlighedstiltag – både en modulær opbygning og emballage med mindre CO2-aftryk. Claus har også fokus på medarbejderne – blandt andet er der to personer ansat i skånejobs.”

De øvrige finalister i kategorien var Trine Brinch Sørensen for sin rolle som bestyrelsesformand i Dan-Element A/S og Lone Sejersen for sin rolle som bestyrelsesformand i Ason A/S.

Vinderen af Årets SMV – Direktør: Rasmus Borup, direktør i Stock Group
Rasmus vinder blandt andet titlen som Årets SMV - Direktør, fordi han på inspirerende vis er meget i øjenhøjde med sine medarbejdere og har skabt flotte resultater.

Juryen sagde om Rasmus:
“Rasmus viser en ung, entreprenant tilgang med fokus på at drive virksomheden gennem stærke indsigter og data. Han har en sund work/life balance som en essentiel præmis af at drive og vækste virksomheden. Han er selv en meget stærk kulturbærer, og hans drive og evne til at skabe resultater er flotte: Rasmus en rigtig iværksætter, der har skabt en succesfuld virksomhed, og som mange vil blive inspireret af.”

De øvrige finalister i Direktør-kategorien var Gustaf Høskuldsson fra Pascal A/S og Kristoffer Haapanen og Andreas Christian von der Heide fra Le Deux (nomineret som samlet direktion).

Vinderen af Årets SMV – ESG Frontrunner: Kasper Larsen, CCO i KLS Pureprint

Kasper Larsen løb med titlen som ESG Frontrunner i et stærkt felt. Men Kasper har også leveret imponerende og inspirerende resultater, hvilket juryen også lagde vægt på i deres bedømmelse. Om ham sagde de:
“Kasper har i mange år været pioner og en meget ambitiøs ildsjæl på bæredygtighedstiltag langt før, det blev alment. Fokus er måske smalt, men til gengæld er det meget dybt på produkter, hvor KLS er second-to-none i industrien. Det er understreget i KLS’ vision: ‘KLS bidrager til en bedre fremtid for mennesker og natur. Virksomheden har en ambition om at være verdens mest bæredygtige trykkeri.’ Og det er i en branche, der også er særdeles udfordret på flere strukturelle planer. Kasper har bl.a. været med til at sørge for Cradle-to-Cradle Guld-certificering og Svanecertificering, arbejdet struktureret og strategisk med FNs Verdensmål og skabt partnerskaber – bl.a. med Danmarks Naturfredningsforening.”

De to andre finalister var Mogens Brusgaard, der er CEO I Wexøe A/S og Claus Stoustrup, der er ejer af Decoplant A/S.

Rekordstort antal af indstillede kandidater og stemmer
Det er tredje gang, Årets SMV afholdes, og i år har der været enormt stor opbakning til prisuddelingen. Vi har oplevet en rekordstor interesse for at indstille kandidater, og vores opslag og budskaber er nået langt ud - særligt på LinkedIn, hvor mange har delt opslag i jagten efter de mest inspirerende ildsjæle i SMV-segmentet.

Det er bestyrelsesnetværket Asnet, der er initiativtager til Årets SMV og sammen med forskellige prominente spillere i det danske erhvervsliv har stablet erhvervsprisen på benene. I år blev Årets SMV således planlagt og afviklet i samarbejde med fire Premium Partnere: Jyske Bank, Dansk Ejerkapital, KPMG Danmark og DAHL Advokatpartnerselskab. Dertil er der en lang række af Guld og Sølv Partnere, der også har bidraget og gjorde Årets SMV 2024 til endnu en succes og ikke mindst en stor fornøjelse at afvikle.

Det er blandt andet repræsentanter fra de respektive Premium Partnere, der har foretaget interviewene af de mange indstillede kandidater, som den professionelle jury senere anvendte i deres bedømmelse af hvem af de mange ildsjæle, der nåede gennem nåleøjet som finalister til titlen som Årets SMV. En bedømmelse, der ikke har været nem – der har nemlig været mange kvalificerede kandidater:

”For hvert år er interessen for at indstille kandidater kun vokset, og juryen har virkelig haft travlt med at læse referater fra alle interviewene med de dygtige kandidater, der er blevet interviewet. At vi får så mange kvalificerede kandidater i puljen, er kun med til at bekræfte, at det var helt rigtigt at sætte Årets SMV i verden.”

Sådan lyder det fra Henrik Nielsen, der er direktør i Asnet og initiativtager til Årets SMV.

“Det betyder meget, og det varmer mit SMV-hjerte, at så mange gerne vil give et skulderklap til deres kollega, samarbejdspartner, bestyrelse, direktør, leder eller hvad relationen nu måtte være,” fortsætter han.

SMV’erne er rygraden i dansk erhvervsliv
Erhvervsprisen er netop blevet til, fordi personerne bag SMV’erne ikke får nok opmærksomhed og anerkendelse for deres vigtige arbejde og store betydning for dansk erhvervsliv og økonomi. Over 99 % af den danske virksomhedsmasse udgøres nemlig af de små og mellemstore virksomheder, og hver 2. ansatte i Danmark er ansat i en SMV. Men de bliver desværre ofte overset i øvrige erhvervspriser.

Noget af det, der også adskiller Årets SMV fra andre erhvervspriser er, at alle kan indstille personer eller teams som kandidater. Vinderne er fundet gennem en kombination af juryens vurdering af finalisterne og SMS-stemmer, og på den måde er afgørelsen fair for alle finalister.

Hele holdet bag Årets SMV er enormt overvældet og taknemmelige over den massive støtte, opmærksomhed og opbakning, der har været til erhvervsprisen i år. Vi ser frem til primo 2025, hvor vi vender tilbage med en ny kåring af SMV-ildsjælene. Der er nemlig mange flere derude, der fortjener at blive hædret, hyldet og anerkendt for deres indsatser.
Kontaktperson:
Henrik Nielsen
Telefon:40858933
 
Afsender:
Årets SMV ApS
Vejlsøvej 51
8600 Silkeborg
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166