Pressemeddelelser
Publiceret den: 22-04-2024
Den første maj udgiver FOAs tidligere forbundsformand Dennis Kristensen sine erindringer.

Erindringerne har fået titlen OPGØR. Der er tale om en stærk og meget personlig skildring i to fyldige bind, fyldt med fortælleglæde, tidsbilleder og førstehånds-beretninger om, hvad der skete i små 20 år bag lukkede døre i den danske fagbevægelse.

Dennis Kristensen beretter udførligt om sejre og nederlag ved rækken af overenskomstforhandlinger. Han skriver også om ”alvorlige ridser i lakken” i troværdigheden hos kommunernes chefforhandler Mads Lebech under de store strejker i 2008, mens statens chefforhandler, Sophie Løhde, ”til fulde demonstrerede sin troværdighed” ved at holde ord under de dramatiske forhandlinger i 2018, der nær havde sendt landet i storkonflikt.

Titlen OPGØR vender flere veje. Dels om Dennis Kristensen meget personlige opgør mod pamperi i
den danske fagbevægelse. Et opgør, der gjorde ham upopulær hos kolleger, men alligevel smittede
så meget af, at stort set hele fagbevægelsen i dag har regler, der er parallelle med FOAs. Og bøgerne handler således også om det opgør, som faglige kolleger vendte mod ham. Blandt andet da FOAs næstformand fortalte, hvordan andre LO-ledere gerne ville hjælpe med at vælte Dennis Kristensen.

På et tidspunkt endte et af opgørene med, at Dennis Kristensen trådte ud af LOs daglige ledelse.

Dennis Kristensen holdt i sin tid hånden under sin forgænger Poul Winckler, der i 90´erne var medforfatter til et socialdemokratisk oplæg om udlicitering. Dennis Kristensen blev afgørende i FOAs hovedbestyrelses diskussion om et mistillidsvotum og reddede dermed Winckler. I bogen afslører han, at han i dag nok fortryder den beslutning.

De to bind kommer vidt omkring – også med elegante og præcise tidsbilleder fra ungdomsårene. Dennis Kristensen beskriver selv udgivelsen som ”gå-til-og-fra-erindringer”.

”Der gik 17 år fra tanke til færdig bog. Bogen er skrevet i mange småbidder og med store mellemrum. Jeg må tilstå, at skrivelysten har taget overhånd. Det er nok en lille erhvervsskade om, at det, jeg foretager mig, skal gøres grundigt og være velunderbygget,” siger han.

De to bind kan bestilles hos danske boghandlere eller direkte hos forlaget Underskoven på
Forlaget@underskoven.dk. Prisen er samlet 450 kr. for den trykte udgave og 250 kr. for E- bogsudgaven.
Kontaktperson:
Tom Ahlberg
Telefon:33150515
 
Afsender:
Forlaget Underskoven
Store Kirkestræde 1
1073 København K
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166