Pressemeddelelser
Publiceret den: 01-04-2024
I en uventet vending har BEWI Insulation Danmark A/S besluttet at skifte kurs i deres rekrutteringsproces. Virksomheden, der er en førende aktør inden for isoleringsløsninger, har valgt at gå væk fra de traditionelle personlighedsanalyser. I stedet har de besluttet at rekruttere med udgangspunkt i stjernetegn. Den nye rekrutteringsstrategi har ikke kun ført til store besparelser, men har også skabt stærkere teams og forbedret samarbejdet på tværs af afdelingerne.

Hos BEWI Insulation Danmark A/S handler astrologi ikke kun om at forudsige fremtiden, men om at forstå de underliggende energier og personligheder, vi alle besidder. Virksomheden fandt det både bøvlet og tidskrævende at gennemgå CV’er, personlighedsdiagrammer og logiktests, når de rekrutterede nye medarbejdere, så de begyndte at lede efter andre mere enkle løsninger.

- I en branche, som mange anser for konservativ, vil nogle sikkert mene, at vi har tabt småkagerne. Men jeg ser det, der virker, og den enorme besparelse på bundlinjen taler for sig selv. Samtidig er jeg omgivet af et yderst kompetent team, som stort set repræsenterer hele dyrekredsen, siger Jesper Vind Andreasen, Managing Director og Fisk hos BEWI Insulation Danmark A/S.

Det var virksomhedens kreative HR Manager og Vægt, Lone Zibrandtsen, der oprindeligt fandt på ideen om at rekruttere baseret på stjernetegn.

- Folk grinede først, da vi præsenterede ideen, men når du ser på, hvordan forskellige stjernetegn kan matche forskellige jobprofiler og teamdynamikker, begynder det at give mening, fortæller Lone Zibrandtsen.

Astrologi som salgsværktøj

Det er ikke kun i rekrutteringen af nye medarbejdere, at isoleringsproducenten finder astrologien relevant. Virksomheden anvender også astrologien som salgsværktøj til opbygning af kunderelationer.

- Ved at kende til kundens stjernetegn kan vores sælgere bedre forstå kundens præferencer, beslutningsprocesser og værdier, hvilket giver mulighed for at tilpasse salgsstrategierne derefter. Der er markante forskelle på, hvordan man engagerer sig med kunder afhængigt af deres stjernetegn. Overvej for eksempel forskellen mellem en Jomfru og en Skytte. En Jomfru vil måske sætte pris på detaljeret information og grundighed, mens en Skytte kan blive tiltrukket af storslåede visioner og nye muligheder. Ved at forstå disse nuancer kan vores sælgere skræddersy deres tilgang og styrke relationen til hver enkelt kunde, siger Torben Sørensen, Salgsdirektør og Tyr hos BEWI Insulation Danmark A/S.

En stjernespækket fremtid i arbejdsstyrken

Det er ikke kun den stjernespækkede tilgang til rekruttering, som har hjulpet BEWI Insulation Danmark A/S med at spare millioner på rekruttering. Den har også skabt en arbejdsstyrke, der trives og arbejder harmonisk sammen. Ved at tage et alternativt perspektiv på medarbejdernes kvaliteter har virksomheden åbnet dørene for en ny æra af produktivitet og samarbejde.

Historien om astrologi går tusinder af år tilbage fra det gamle Mesopotamien og Grækenland til moderne popkultur. Og nu, i 2024, ser vi en renæssance af astrologiens indflydelse, ikke kun i individuelle liv, men også i erhvervslivet.

BEWI Insulation Danmark A/S ønsker alle en rigtig glædelig 1. april.
Kontaktperson:
Tine Wulff
Telefon:+4521625580
 
Afsender:
BEWI Insulation Danmark A/S
Lundagervej 20
8722 Hedensted
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166