Pressemeddelelser
Publiceret den: 20-02-2024
Når man har været 20-25 år på arbejdsmarkedet, er man kun halvvejs. Der er mindst lige så mange år foran en, inden man rammer den officielle pensionsalder. Med de udsigter er der mange fra Generation X (født mellem 1965-1980) , der ikke kan se sig selv fortsætte i yderligere 15-20 år ad det samme spor. De har lyst til at lade karrieren tage en drejning enten til noget helt andet indenfor en anden branche eller måske tage en ny uddannelse, specialisere sig eller noget helt femte. De har lyst til at bygge en 3. karriere op.

Susanne Teglkamp har lavet en omfattende undersøgelse af vores tilgang til karriere og vores ønsker om at forme de sidste 15-20 år af vores arbejdsliv. Hun udtaler:

”Vi er nødt til at gentænke vores forståelse af faserne i vores arbejdsliv. Tidligere tænkte man ’på vej på pension’, når nogle havde rundet 60 år, men det er præget af en utidssvarende fordom, som vi simpelthen er nødt til at revidere. Dels fordi mennesker i 60-års alderen har langt mere energi og ambitioner end vi måske oplevede for år tilbage. Dels fordi vi har brug for de ældres arbejdskraft.

Tager vi ikke dialogen om den 3. karriere og giver folk mulighed for både at udvikle sig og skifte spor undervejs eller giver mulighed for mere fleksibilitet, så ser vi ind i en massiv fastholdelsesudfordring. Undersøgelsen viser at rigtig mange fra generation X allerede i 40erne drømmer om at gå tidligt på pension. De fleste har gennem et langt arbejdsliv sparet op, så de har rent faktisk mulighed for og råd til at kunne gå tidligt på pension, hvis de har lyst til det. Og det er der mange der har, hvis ikke de kan se en større mening med at fortsætte i deres job.”

Susanne Teglkamp anbefaler:
”Hvis vi skal fastholde medarbejderne fra Generation X på arbejdsmarkedet, så giv dem de samme muligheder for at udvikle sig og få efteruddannelse, som I giver yngre medarbejdere. Lad være med bare at tænke i nedtrapnings-ordninger frem mod pensionen. Mange medarbejdere i deres 3. karriere har massere af ambitioner og lyst til at prøve sig selv af på nye områder. Oveni har de erfaringer, som yngre medarbejdere i sagens natur ikke har opnået endnu.”

Udvalgte data fra undersøgelsen:
• 30% af folk i 40erne ønsker at gå så tidligt på pension som muligt – og de har sparet op til det.
• 41% vil gerne lave et brancheskift.
• 23% vil gerne tage en ny uddannelse.
• 24% vil gerne gå selvstændig/starte ny virksomhed.
• 36% vil gerne gå ned i tid.
• 42% angiver ønske om større meningsfuld i jobbet som årsag til et ønske om karriereskift i de sidste 15-20 år af arbejdslivet.
Kontaktperson:
Susanne Teglkamp
Telefon:+4521602999
 
Afsender:
Teglkamp & co
Rosenvænget 16, 3400 Hillerød
3400 Hillerød
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166