Rørbæk og Møller Arkitekter modtager arkitekturpris for en af Danmarks første DGNB-certificerede transformationer
Publiceret den: 03-10-2023
Projektet viser, hvordan man kan bevare en bygnings oprindelige arkitektur og samtidig tilføre nye kvaliteter og funktioner, siger priskomitéen bag Lyngby-Taarbæk Kommunes Arkitekturpris 2023
Danmarks Tekniske Universitet, har i flere år været i gang med en ambitiøs udviklingsplan for DTU Lyngby Campus. I planen indgår både nybyggerier, renoveringer og transformationer af områdets oprindelige bygninger. Rørbæk og Møller Arkitekter A/S har transformeret den centrale bygning i 1. kvadrant, Bygning 116, til nye studiefaciliteter der støtter DTU som et af verdens førende tekniske universiteter.
- Projektet står som et fremragende eksempel på, hvordan der kan tilføjes nye lag til den oprindelige arkitektur, der både giver nye anvendelser, og samtidig respekterer de eksisterende arkitektoniske kvaliteter, siger priskomitéen som består af medlemmer fra Byplanudvalget, Bygningskulturforeningen i Lyngby-Taarbæk og Akademisk Arkitektforening.
Bygning 116 huser DTU’s største auditorium med 275 pladser, to mindre auditorier og en række holdlokaler. Auditorierne omkranses af generøse gangarealer og et stort foyerområde ved hovedindgangen.
Campus er tegnet af arkitektparret Eva og Nils Koppel og blev bygget i perioden 1961-74. Det store område er opdelt i fire kvadranter med lave bygninger i et enestående parklignende landskab. Hovedparten af bygningerne er de såkaldte ’normalhuse’, som er 100 meter lange længehuse med facader i gule mursten og sort træ. En række højere ’specialhuse’, rummer funktioner som værksteder og auditorier.
Respekterer originalitet og ressourcer
Transformationen er udført med stor respekt for Koppel-parrets oprindelige tanker, så bygningens arkitektur og stemning er bevaret, samtidig med at oplevelsen alligevel føles tidssvarende. Overordnet set er bygningen energirenoveret, og auditorierne, holdlokalerne og de store fællesområder er transformeret til tidssvarende undervisningsfaciliteter. Bygning 116 er som Danmarks første nyrenoverede bygning DGNB-certificeret på sølv-niveau.
- Projektet er udviklet i samarbejde med brugerne på DTU, og i stedet for at smøre midlerne tyndt udover hele bygningen har vi sammen koncentreret os om at opdatere de vigtigste områder ordentligt. Arbejdet har i høj grad handlet om at skrælle de lag af, som er tilføjet over de sidste 50 år, for at komme tilbage til de værdier og kvaliteter i de gamle bygninger, som vi gerne vil bevare. Det er grøn omstilling, økonomisk fornuft og det sikrer den røde tråd i bygningen, siger sagsarkitekt Peter Villaume fra Rørbæk og Møller Arkitekter, som står bag dette og flere andre renoveringsprojekter på DTU.
- I forhold til bæredygtighedsdagsordenen er det vigtigt at fremhæve, hvordan transformationen med et lille materialeforbrug har ændret bygningen til et aktivt studiemiljø og ikke kun en auditoriebygning. Det er respektfuldt, indsigtsfuldt og begavet, siger priskomitéen.
Aktive arealer til studier og fritid
En af de mest markante ændringer er transformationen af de 1000 m2 store gang- og foyerarealer. De har tidligere kun været benyttet som gennemgangsrum, men er nu opdateret med varme, ventilation og forbedret akustik, og det bemærker både brugere og bedømmelsesudvalg:
- Omdannelsen af foyér og gangarealer er meget vellykket. Med få greb og med respekt for den oprindelige arkitektur er de mange m2 forvandlet til et aktivt, anvendeligt og fleksibelt rumforløb, siger priskomitéen.
Enkelte holdlokaler er fjernet for at give plads til åbne områder til gruppearbejde. Overalt i bygningen er primærfarverne i den oprindelige og meget stringente farvesætning blevet suppleret med diskrete kulørte indslag på tekstiler og vægflader farvesat af kunstneren Malene Bach.
- Nu har jeg lyst til at være i bygningen. Jeg har lyst til at sætte mig her og arbejde og lyst til at samles med de andre om studierne. Men jeg har også lyst til at møde mine venner til kaffe eller frokost her i auditoriebygningen, siger Siff Nejst Lørup, Ph.d.-studerende, DTU.
De højtsiddende vinduer hele vejen rundt om arealerne giver masser af lys, men har tidligere givet en lidt kælderagtig stemning i rummene. Det problem er nu løst ved at åbne mest muligt op til omgivelserne og ind til holdrum og auditorier. De store teglflader og skifergulve er bibeholdt, men alle lofter er udskiftet.
Auditorier med mere kontakt
I det store auditorium kan man stadig se den oprindelige arkitektur, samtidig med at rummet er gennemgribende opdateret med ny teknologi. De hvide skaller i loftet har fået ny gipsbeklædning og fremhæves med LED-strips. Det samme gælder sidevæggenes skaller, der har fået ny træbeklædning og belysning. Scenen har fået en stor gennemgående digital skærm plus en lang tavle nedenunder. Begge dele kan skjules med et let scenetæppe, som er designet af Malene Bach.
Inventaret i auditoriet er bevaret, men stolene har fået nyt betræk, stellene er blevet malet og bordene er blevet udskiftet. Det overordnede layout i salen er også bevaret, hvilket indebærer, at foredragsholderen reelt står i kælderplan, mens stolerækkerne skråner opad mod indgangene i stueplan.
- I de to mindre auditorier gik vi dog en anden vej. Også her stod underviseren i kælderniveau, men de lange, smalle rum gav ikke nok kontakt med den bageste halvdel af tilhørerne. Takket være den rigelige loftshøjde i bygningen var det imidlertid muligt at løfte gulvet op i højde med stueplan. Samtidig er orienteringen vendt 180 grader, så underviseren nu er i øjenhøjde med og tæt på de studerende. De mindre auditorier er også fuldstændigt opdaterede med nyt, fleksibelt inventar, store digitale skærme og nye gulve og lofter, siger Peter Villaume.
Areal: 3450 m2 / Arkitekt: Rørbæk & Møller Arkitekter / Bygherre: Danmarks Tekniske Universitet, DTU Campus Service / Entreprenør: Jakon / Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører Indretning: CCO Architects / Dags- & kunstlysdesign: Lightscapes / Kunst og farvesætning: Malene Bach.

Kontaktperson:
Marie Sofie Larsen
Telefon:23393326
Afsender:
Rørbæk og Møller Arkitekter
Thoravej 7, 1. sal
2400 København Nv
Filer og billeder