Pressemeddelelser
Publiceret den: 26-11-2022
Hjarbæk Fjord Golfcenter ansætter ny golfmanager og satser på yderligere udvikling af golfcenteret.

Martin G. Riemenschneider er ansat som Golfmanager på Hjarbæk Fjord Golfcenter. Han kommer fra en stilling som Golfmanager i Kalø Golf Club, hvor han siden starten af 2014 har været et stort aktiv i udviklingen af Kalø Golf Club. Sideløbende med at være golfmanager har han siden 2017 drevet og været medindehaver af golfshoppen i Kalø Golf Club.

Martin glæder sig til at komme ”hjem”.

”At jeg fremover skal bruge min energi og engagement i Lynderup, hvor Hjarbæk Fjord Golfcenter er beliggende, er ikke nogen tilfældighed. Jeg har jo været ansat på dette dejlige sted før, faktisk i over 6 år fra 2007 og frem til 2013, og jeg glæder mig til at komme ”hjem” - udtaler Martin G. Riemenschneider.”

”Hjemme” på Hjarbæk Fjord Golfcenter kommer han til arbejde med forretningsudvikling og motivation af medarbejdere samt pleje af alle golfcentrets interessenter: ansatte, medlemmer, sponsorer, leverandører m.fl. Denne indsats kommer til at ske i tæt samarbejde med bestyrelsen, der netop nu arbejder med nye strategier og visioner for Hjarbæk Fjord Golfcenter.

Martins første arbejdsdag er den 1. februar 2023. Kort herefter vil han blive præsenteret for medlemmerne på generalforsamlingen i februar og medlemsmødet i marts 2023.

Udnyttelse af golfcentrets store potentiale er årsagen til at valget er faldet på Martin.

Beliggenheden, og de mange faciliteter, der er på og ved golfcentret kan bruges til meget mere end nu. Det skal vi evne at udnytte i fremtiden.

”Med Martin får vi en person med meget relevante kompetencer og den rette erfaring efter mere end 20 år i branchen. Dette er vigtigt for os i den videre udvikling af golfcenteret, som vi ønsker i fremtiden – udtaler formand Peder K. Larsen.”

?





Hvem er Martin?

Privat bor Martin i Ans sammen med sin hustru Pia og deres 2 børn Sara og Simon. Han har netop rundet de 50 år. Den sparsomme fritid bruger han på oplevelser med familien, haven eller lidt golf engang imellem med vennerne.

I den golfmæssige lavsæson i Danmark (efterår og vinter) bruger Martin nogen tid på rejser, hvor en del af dem er golfrejser med gæster. Her er han også aktiv engageret, nemlig som matchleder og guide.

Bestyrelsen glæder sig til at præsentere den nye golfmanager.

”I bestyrelsen er vi meget glade for, at vi har kunnet tiltrække en person med Martins kompetencer. Han er en kapacitet i golfverdenen – udtaler formand Peder K. Larsen på vegne af den samlede bestyrelse.”

Hjarbæk Fjord Golfcenter ligger naturskønt i det kuperede landskab med flot udsigt over Hjarbæk Fjord i Lynderup ved Skals. På golfcentret kan man bo helt tæt på banen i de 25 lejligheder, der er på golfcentret. Der er tillige en velbesøgt restaurant, som får megen ros fra såvel golf spillende gæster som a la carte gæster.
Kontaktperson:
Peder K. Larsen
Telefon:20881818
 
Afsender:
Hjarbæk Fjord Golf KLub
Stavildvej 2a, Lynderup
8832 Skals
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166