HØJBJERG MORDET 55 ÅR EFTER – STADIG OFFICIELT UOPKLARET!
Publiceret den: 10-11-2022
Den 10. november 1967 sad Marie Lock-Hansen i den smukke villa i stuen på Hestehavevej i Højbjerg og nød en kop kaffe sammen med sin hushjælp og en medarbejder.
Pludselig banker det på yderdøren, og Marie lukker op. Hun svarer den ”ukendte mand”. ”Vi har travlt, men hvis De kan fatte Dem i korthed, så kom ind!” – et noget besynderligt svar til ”en fremmed!”
Jeg var i 1967 salgsdirektør hos General Motor forhandler Automobilhuset på Kystvejen i Aarhus, som også havde afdelinger i Viby og i Højbjerg.
Hver fredag havde jeg ”stuegang” med personalet i de 3 afdelinger startende på Kystvejen kl. 8, derefter til personalemøde i afdelingen i Viby, og sidst til personalemøde i Højbjerg.
Da personalemødet ved 11 tiden var slut i Højbjerg kørte jeg tilbage mod mit kontor på Kystvejen.
Da jeg på Oddervej passerede Hestehavevej så jeg stor opstandelse med politi og ambulancer og hørte siden i radioen at 2 kvinder var blevet skudt ned på adressen.
Det var min første kontakt til Højbjerg Mordet.
Jeg startede i 1970 dansk automobil børs i Rønde, som senere udviklede sig til faste auktioner i København og Herning og til udrykkerauktioner i mange andre byer efter behov.
Senere startede jeg mange norske bilauktioner, auktioner i Malmø og Hamborg, og i midten af 70erne startede jeg Scandinavian Trade Center i Teheran.
I 1971 levede en af mine medarbejdere sammen med MMM`s Maries Mulige Morder`s exhustru.
Hun kunne fortælle mig, at han var den sandsynlige morder. Han var vokset op få hundrede meter fra Maries bopæl og både han og Marie gik ofte tur i skoven deromkring.
Han og faderen havde været frihedskæmpere under krigen, og MMM havde stjålet våben og ammunition fra tyskerne og gemt det under gulvet i lysthuset på adressen P.S. Krøyersvej 31, og MMM havde endda været medlem af 5. kolonne – den der sendte flere stikkere til evigheden.
Jeg havde ikke dengang tid og lyst til at gå videre med sagen.
Hvert år den 10. november kl. 11 plejer en del mennesker, som interesserer sig for mordet at mødes på mordstedet. Sidste år var jeg dog den eneste, der var der.
Før mødet i 2016 besluttede jeg mig for at se om jeg kunne finde nye indicier i sagen.
Jeg gik på Statsbiblioteket og fandt en telefonbog fra 1967, hvor jeg slog op på faderens navn og adresse P.S. Krøyersvej 31.
Her så jeg under faderens navn bl.a. en prokurist, som var uinteressant. Nedenunder en repræsentant Stanley Laursen. Jeg vidste fra MMM`s exhustru, at MMM var repræsentant og da hun var gift Laursen kunne det jo være ham.
Jeg vidste også at han var emigreret til Canada efter at han var genkendt af hushjælpen i Magasin, som råbte: ”stop den mand, han er morder”!
Jeg søgte på alle større byer I Canada, og fandt ham i Vancouver.
Jeg gik til Østjyllands Politi med mine indicier i 2017. og efter fremlæggelsen sagde de: ”ja, det er ham der er morderen.
Så skete der ikke noget, og jeg fremlagde indicierne for en juridsk professor, og spurgte hvad han ville foreslå mig. ”du skal gå til Politiet med indicierne” – det har jeg selvfølgelig gjort, svarede jeg! ”Så skal du kontakte Statsadvokaten”. Det gjorde jeg. Statsadvokaten takkede for oplysningerne og svarede, at de overlod materialet til Østjyllands Politi!
Hvad skal jeg så gøre, spurgte jeg! ”du skal rette henvendelse til Justitsministeren”, svarede han. Søren Pape var Justitsminister! Han takkede for oplysningerne og overlod sagen til Statsadvokaten.
Først i 2020 beslutter Politiet at sende 2 mand til Vancouver for at tale med ham. Han afviste at tale med dem, og de måtte rejse tilbage. Kort tid efter afgik han ved døden.
Det er min klare opfattelse, at lederen af opklaringen Preben Nibe var bekendt med navnet på morderen!
I marts måned holdt jeg i Aarhus et foredrag om mordet, og efter foredraget blev jeg kontaktet af et nært familiemedlem, som kunne bekræfte min fremstilling af sagen.
Jeg besluttede at færdiggøre bogen, men blev uheldigvis ramt af en opstigende stopklods på Strøget i Aarhus med tandskader, hjernerystelse m.m. til følge.
Jeg ansøgte med en fuldmagt fra Stanleys nærmeste familie Politiet om aktindsigt . Det blev efter mange uger afvist, men jeg har nu anket afgørelsen til Statsadvokaten i håb om at få ret til aktindsigt.
Navn på bogen: STÆRKE INDICIER!
Pludselig banker det på yderdøren, og Marie lukker op. Hun svarer den ”ukendte mand”. ”Vi har travlt, men hvis De kan fatte Dem i korthed, så kom ind!” – et noget besynderligt svar til ”en fremmed!”
Jeg var i 1967 salgsdirektør hos General Motor forhandler Automobilhuset på Kystvejen i Aarhus, som også havde afdelinger i Viby og i Højbjerg.
Hver fredag havde jeg ”stuegang” med personalet i de 3 afdelinger startende på Kystvejen kl. 8, derefter til personalemøde i afdelingen i Viby, og sidst til personalemøde i Højbjerg.
Da personalemødet ved 11 tiden var slut i Højbjerg kørte jeg tilbage mod mit kontor på Kystvejen.
Da jeg på Oddervej passerede Hestehavevej så jeg stor opstandelse med politi og ambulancer og hørte siden i radioen at 2 kvinder var blevet skudt ned på adressen.
Det var min første kontakt til Højbjerg Mordet.
Jeg startede i 1970 dansk automobil børs i Rønde, som senere udviklede sig til faste auktioner i København og Herning og til udrykkerauktioner i mange andre byer efter behov.
Senere startede jeg mange norske bilauktioner, auktioner i Malmø og Hamborg, og i midten af 70erne startede jeg Scandinavian Trade Center i Teheran.
I 1971 levede en af mine medarbejdere sammen med MMM`s Maries Mulige Morder`s exhustru.
Hun kunne fortælle mig, at han var den sandsynlige morder. Han var vokset op få hundrede meter fra Maries bopæl og både han og Marie gik ofte tur i skoven deromkring.
Han og faderen havde været frihedskæmpere under krigen, og MMM havde stjålet våben og ammunition fra tyskerne og gemt det under gulvet i lysthuset på adressen P.S. Krøyersvej 31, og MMM havde endda været medlem af 5. kolonne – den der sendte flere stikkere til evigheden.
Jeg havde ikke dengang tid og lyst til at gå videre med sagen.
Hvert år den 10. november kl. 11 plejer en del mennesker, som interesserer sig for mordet at mødes på mordstedet. Sidste år var jeg dog den eneste, der var der.
Før mødet i 2016 besluttede jeg mig for at se om jeg kunne finde nye indicier i sagen.
Jeg gik på Statsbiblioteket og fandt en telefonbog fra 1967, hvor jeg slog op på faderens navn og adresse P.S. Krøyersvej 31.
Her så jeg under faderens navn bl.a. en prokurist, som var uinteressant. Nedenunder en repræsentant Stanley Laursen. Jeg vidste fra MMM`s exhustru, at MMM var repræsentant og da hun var gift Laursen kunne det jo være ham.
Jeg vidste også at han var emigreret til Canada efter at han var genkendt af hushjælpen i Magasin, som råbte: ”stop den mand, han er morder”!
Jeg søgte på alle større byer I Canada, og fandt ham i Vancouver.
Jeg gik til Østjyllands Politi med mine indicier i 2017. og efter fremlæggelsen sagde de: ”ja, det er ham der er morderen.
Så skete der ikke noget, og jeg fremlagde indicierne for en juridsk professor, og spurgte hvad han ville foreslå mig. ”du skal gå til Politiet med indicierne” – det har jeg selvfølgelig gjort, svarede jeg! ”Så skal du kontakte Statsadvokaten”. Det gjorde jeg. Statsadvokaten takkede for oplysningerne og svarede, at de overlod materialet til Østjyllands Politi!
Hvad skal jeg så gøre, spurgte jeg! ”du skal rette henvendelse til Justitsministeren”, svarede han. Søren Pape var Justitsminister! Han takkede for oplysningerne og overlod sagen til Statsadvokaten.
Først i 2020 beslutter Politiet at sende 2 mand til Vancouver for at tale med ham. Han afviste at tale med dem, og de måtte rejse tilbage. Kort tid efter afgik han ved døden.
Det er min klare opfattelse, at lederen af opklaringen Preben Nibe var bekendt med navnet på morderen!
I marts måned holdt jeg i Aarhus et foredrag om mordet, og efter foredraget blev jeg kontaktet af et nært familiemedlem, som kunne bekræfte min fremstilling af sagen.
Jeg besluttede at færdiggøre bogen, men blev uheldigvis ramt af en opstigende stopklods på Strøget i Aarhus med tandskader, hjernerystelse m.m. til følge.
Jeg ansøgte med en fuldmagt fra Stanleys nærmeste familie Politiet om aktindsigt . Det blev efter mange uger afvist, men jeg har nu anket afgørelsen til Statsadvokaten i håb om at få ret til aktindsigt.
Navn på bogen: STÆRKE INDICIER!