Pressemeddelelser
Publiceret den: 04-10-2021
---------------------------------------

Dating.dot.not af Gitte Hillebrandt

Tanken om dating lå mig totalt fjernt. Hvordan var det pludselig aktuelt? Skulle jeg så udlevere mig selv i det offentlige rum? Fortælle hele verden, at min mand var skredet, og jeg nu var single efter 20 og et halvt år. Var ikke ligefrem længere nogen ungmø med faste baller og strutbabser med evig hang til fest. Jeg var mor til to. Havde hund og kat og egen villa med dobbeltdyne og dybfryser.
Jeg var vant til ro, renlighed og regelmæ… nå ja, regelmæssighed ved jeg ikke. Han var jo aldrig hjemme, så sex var efterhånden kun noget, jeg drømte om, men kunne dog ikke forestille mig sex med andre end ham. Han kunne til gengæld sagtens forestille sig sex med andre end mig.
Hvad ville folk ikke tænke! Fraskilt kvinde på 42 år. Sikkert ikke til at holde ud. Højest sandsynlig røvkedelig. Både sippet og snerpet. Måske endda ubegavet.
Dating lød bare så grimt i mine ører. Så fremmed. Det laveste af det lave. Slet slet ikke noget for mig – og så dog …

Tænkt profiltekst:
42-årig kasseret kvinde i Sloggialderen med hængepatter og inderlår som bredriflet fløjl …

Gu´ skal jeg da ej. Hvem fanden vil overhovedet have sådan en gammel brugt kone? Nok bedre at lægge en annonce ind på guloggratis.dk under bortgives.

Danmark er det land i Norden, hvor flest har prøvet online dating. Ser man på aldersgruppen mellem 18 og 49 år, havde 55% prøvet online dating.
faktalink.dk

Gitte Hillebrandt, f. 1965, opvokset i Herning.
Uddannet lægesekretær fra Bispebjerg hospitalet i 1994 – har arbejdet som sådan siden. Arbejder i dag på øjenafdelingen, Regionshospitalet Holstebro.
Bor på landejendom udenfor Herning sammen med René, som hun netop er blevet gift med.

Dating.dot.not udkommer 13. oktober 2021 på Forlaget Brændpunkt.


-----------------------------------------

24 dage i december af Marie Fisker

Må man bruge kartofler fra glas til de brunede kartofler juleaften, eller skal man død og pine pille tre kilo bittesmå kartofler i hånden? Hvorfor kommer december måned på familiekalenderen ikke i ekstraordinær størrelse? Bør man tage det med et smil, når ens forældre foretrækker en tilbudsrejse frem for at holde jul sammen? Hvordan undgår man, at hjemmet bliver en eksplosion af nisser og glitter, når planen er at holde det i en stilren Nordisk jul?
Kort sagt, er det muligt at holde den perfekte jul?
Og endnu vigtigere: Er det muligt at ignorere det intense blik fra den forførende kollega lige dér, midt i julestemningen?

24 dage i december er en humoristisk julekalender med masser af julestemning, skyhøje forventninger, en uventet og vanskelig situation, der truer julefreden, men også ægte idyl og klassisk børnefamiliekaos. Bogen har det hele og er den perfekte følgesvend til en hyggelig december.

Marie Fisker, f. 1983, bor i Espergærde og er uddannet fra IT Universitetet med en kandidatgrad i digital design og kommunikation.
24 dage i december er hendes debutroman.

24 dage i december udkommer 14. oktober 2021 på Forlaget Brændpunkt.


For yderligere info og / eller interesse i gratis anmeldereksemplar eller forfatterinterview kan forlaget kontaktes på:
Mail: forlaget.braendpunkt@gmail.com
Telefon: 61 31 98 54



Med venlig hilsen

Forlaget Brændpunkt
www.brændpunkt.dk
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Skibhusvej 35, 1. th.
5000 Odense C
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166