Pressemeddelelser
Publiceret den: 28-05-2021
DCU har købt DCU-Camping Flyvesandet Strand og DCU-Camping Rågeleje, der begge tidligere har været forpagtet af DCU. Og det er en af den slags handler, der ikke er hverdagskost herhjemme.

Af redaktionen
Der var glæde og begejstring i Dansk Camping Union (DCU), da det efter pinse stod klart, at DCU har købt både DCU-Camping Flyvesandet Strand og DCU-Camping Rågeleje. Begge campingpladser har i en årrække været forpagtet af DCU, men nu har campingunionen købt dem gennem Freja Ejendomme af Naturstyrelsen. I forhold til antallet af campingpladser i Danmark, som ligger på ca. 500, er det ikke ligefrem hverdagskost, at der handles campingpladser herhjemme, og derfor er DCUs landsformand Anne-Vibeke Isaksen da også meget begejstret.

– Det er jo fantastisk, at Dansk Camping Union har mulighed for at købe hele to campingpladser i en tid, hvor camping er noget, mange taler om, og op til en sommer, hvor mange danskere planlægger at tage på campingferie herhjemme. Det er to usædvanligt naturskønne pladser, som ligger midt i nogle af de smukkeste områder, vi har i Danmark. Købet passer 100 procent ind i Dansk Camping Unions mission om at skabe et frirum for danskerne, hvor de kan komme ud i det blå med deres familier eller venner og opleve det naturlige nærvær, der så nemt opstår her, siger Anne-Vibeke Isaksen.

DCU-Camping Flyvesandet Strand ligger lige ud til vandet på Nordfyn midt mellem bløde sandklitter og skønne skovområder med udsigt over til Samsø på klare dage. DCU-Camping Rågeleje ligger lige ved siden af det helt unikke Heatherhill, som er et åbent, fredet naturområde med betagende græs- og lyngbevoksede bakker, der kan minde om naturen i det skotske højland. Selv om begge pladser i en lang årrække har været drevet under DCUs paraply, er købet alligevel noget, der har en stor betydning:

– Der er kæmpestor forskel på, om vi ejer eller forpagter pladserne. Når vi selv ejer dem, har vi meget bedre mulighed for at foretage langsigtede investeringer, fordi vi ved, at vi ikke skal aflevere dem tilbage inden for en overskuelig tidshorisont. De to pladser er meget populære blandt vores gæster, og derfor er det virkelig glædeligt, at vi nu ved, at de begge er permanente medlemmer af DCU-familien, siger Anne-Vibeke Isaksen
Kontaktperson:
Anne-Vibeke Isaksen
Telefon:40300604
 
Afsender:
Dansk Camping Union
Korsdalsvej 134
2605 Brøndby
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166