Pressemeddelelser
Publiceret den: 21-05-2021
Mindst to danske telekommunikationsvirksomheder, Gigabit og Norlys, har denne uge været under såkaldte DDoS-angreb. Disse angreb udgør en alvorlig trussel mod samfundets vitale infrastruktur.
Gigabit er den ene af de to virksomheder, som har været under et massivt DDoS-angreb, og er blevet truet af gerningsmændene med, at det vil ske igen.

“Vi ved ikke med sikkerhed, hvem der står bag, det vi til gengæld ved, er, at et angreb af denne her karaktér og styrke kun kan komme fra en ekstremt ressourcestærk part - f.eks. en statsmagt”, siger Claus Østergaard Olsen, administrerende direktør i Gigabit.

Gerningsmændene har tilkendegivet i en mail til Gigabit, at de går under navnet Fancy Lazarus - en cybercrime-gruppe, som i flere forskellige skriftlige kilder på internettet menes at have tætte bånd til Nordkorea. Gigabit har ikke haft nogen mulighed for at verificere, om gruppen faktisk er dem, de udgiver sig for at være.

Tilbage står det faktum, at angrebet har været særdeles voldsomt, ifølge fibernetvirksomheden Gigabit.

“Det her er et angreb af en helt anden kaliber, end vi har oplevet tidligere. Der tale om en trussel på vores samfunds vitale infrastruktur, på samme måde, som hvis man satte alle kraftværker ud af drift. Det handler om kommunikation og adgang til omverdenen, som bliver blokeret”.

Faktaboks
“(...) DDoS-angreb (Distributed Denial of Service) – har til formål at genere borgere eller virksomheder ved at overbelaste deres servere og internetforbindelser. Angrebene kan være til stor gene for den enkelte borger og volde skade på virksomheder og organisationers it-systemer”. Kilde: Rigspolitiet


Ifølge Gigabit er ingen af deres kunders data blevet kompromitteret i denne omgang, og det har da også været virksomhedens første prioritet.

“Vi sikrer os på alle mulige måder, og vi oplever masser af cyberangreb, som vi uden videre håndterer - det gør vi hele tiden. Men denne gang er vi oppe mod kræfter, som er helt anderledes og langt stærkere, end vi hidtil har set”, fortæller Claus Østergaard Olsen.

Savner opbakning
Claus Østergaard Olsen er imidlertid ikke imponeret over den prioritering, som denne sjældne og meget alvorlige type af kriminalitet har fået fra myndighederne.

“Vi har kontaktet alle relevante myndigheder for at få hjælp til det her angreb, det vi har fået af vide af politiet indtil nu, er, at vi kan videregive nogle oplysninger til dem, og så kan vi muligvis få hjælp, hvis det sker en anden gang”, fortæller direktøren.

“Det svarer til at vores land bliver angrebet af en fremmed magt, men militæret siger til borgerne, at denne her omgang må de lige klare selv, men hvis de giver et signalement af den indtrængende fjende, så kan det være, vi kan hjælpe en anden gang”, en besked som direktøren mener er fuldstændig vanvittig.

“Der er er tale om angreb på en infrastruktur, som er fuldstændig afgørende for, at hele samfundet fungerer - og ikke mindst på vores frihed. I Gigabit er digital frihed nøjagtig det, vi står op om morgenen for at sikre adgang til, derfor mener vi også, der skal en langt større indsats til for at bekæmpe truslerne imod den”.
Kontaktperson:
Claus Østergaard Olsen
Telefon:23 25 77 05
 
Afsender:
Gigabit
Formervangen 34
2600 Glostrup
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166