Pressemeddelelser
Publiceret den: 20-04-2021
MG-V ApS har vundet udbudsrunden om levering af pædagogiske vikarer til alle institutioner i Københavns Kommune fra 1. maj 2021.
Dermed løber en mindre spiller i branchen med den eftertragtede aftale.
Når en pædagog, pædagogisk assistent eller pædagogmedhjælper melder sig syg eller der mangler pædagogisk arbejdskraft af andre årsager, vil blandt andre vuggestuer, bosteder, døgntilbud, behandlingssteder, børnehaver, SFO’er kunne trække på vikarer fra den veletablerede virksomhed, der for kun tre måneder siden også vandt udbuddet om levering af pædagogiske vikarer i Aalborg Kommune.

”Det er en fantastisk nyhed for os i MG-V – og noget vi virkelig har knoklet for. Gennem det seneste år har vi arbejdet målrettet på at udbygge vores aktiviteter på netop det pædagogiske område. I januar vandt vi udbuddet med pædagogiske vikarer til Aalborg Kommune, og nu glæder vi os meget til at starte samarbejdet med Københavns Kommune. Det er skønt at være med til at bryde det mønster, at det altid er de store mastodonter i branchen, der har langt hovedparten af de offentlige kontrakter på området. ”, siger Sales & Bid Manager, Martin Kragh Abildgaard.

Kontrakten er to-årig med en option på to gange ét års forlængelse. Ifølge Martin Kragh Abildgaard er det en tidsramme, der giver gode betingelser for at opbygge tætte relationer og indgående kendskab til alle interessenter. Kontrakten er estimeret til en volumen på 112 mio. kr. i kontraktperioden.

Også MG-V´s administrerende direktør, Mona Gehrt, glæder sig til det nye samarbejde:
”Som en landsdækkende virksomhed er det første gang, vi gør indtog i hovedstaden med en fast kontrakt. Vi har tænkt os at bide os godt fast i den geografi ved først og fremmest at bevise overfor Københavns Kommune, at de i MG-V har valgt den rette leverandør! Opgaven med de pædagogiske vikarer giver god synergi til vores øvrige aktiviteter,” vurderer hun.

MG-V har mange års erfaring med levering af vikarer til sundheds- og omsorgsområdet. Aktiviteterne spænder over dag-til-dag vikardækning, over rekruttering og til specialiserede opgaver med børn og voksne borgere i egne hjem over hele landet.
Kontaktperson:
Martin Kragh Abildgaard
Telefon:25942020
 
Afsender:
MG-V ApS
Rytoften 5b, 2. sal
8210 Aarhus V.
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166