Pressemeddelelser
Publiceret den: 04-03-2021
Nordland
af Jan H. Hansen
_________________________________________________

David og Katrine ønsker kun at leve et normalt liv som alle de andre unge mennesker. Men det er ikke nemt at leve sammen som par, når David er jøde, og Katrines mor vil have hende til at gøre sin uddannelse færdig som præst i Faderkirken, hvor de tilbeder en arisk Jesusfigur. 
De lever i et såkaldt post-nazistisk samfund, hvor drømmen om det endelige tusindårsrige endegyldigt er brudt sammen.

Jan H. Hansen, f 1966, er uddannet cand. mag. i dansk og idehistorie fra Århus Universitet 2003.
 
Nordland udkommer 16. marts 2021.

_________________________________________________

Min ven Jonas
af Jens Lindberg
_________________________________________________

I debutromanen Min ven Jonas finder politiet juleaftensnat 1980 en ung, død kvinde på et hotel i den norske provinsby Lillehammer. Pigen er brun og eksotisk og kommer tydeligvis ikke fra de kanter.
Det lokale politi, ledet af en kørestolsinvalid kriminalkommissær, starter en efterforskning op. Undersøgelserne leder dog hurtigt til langt flere spørgsmål end svar. Om hvor pigen kom fra? Hvad hun døde af? Hvorfor hun kom til Lillehammer? Og hvad hendes forhold til hotellets unge danske tjener, Jonas, egentlig var?

Min ven Jonas er en dannelsesroman, der tager læseren fra sydamerikanske militærregimer, over indspist provinsliv i Danmark og Norge og videre til Asien. Romanen handler om venskab, flugt – og om at gøre det, man tror er rigtigt, i en kompliceret verden.

Jens Lindberg, f. 1983, arbejder med sårbare grupper og har tidligere boet i Asien og Norge. Min ven Jonas er hans debutroman.

Min ven Jonas udkommer 17. marts 2021.

_________________________________________________

De store stjerners tid
af Finn Wiedemann
_________________________________________________

Året er 1975, og det er sommeren, hvor der bliver sat varmerekord i Danmark. Ved Holstebro viser termometret 36,4 grader. Rabalderstræde strømmer ud gennem højtalerne, og Jan drømmer om den blonde Mette, hvis far er politibetjent. Men der kastes mørke skygger ind over den lyse sommer. Da Jan og Mette er ude at gå tur med Jans hund, gør de et makabert fund i en nærliggende skov.

Mange år senere får Jan en opringning fra Mette. Hendes far ligger for døden og vil afsløre en hemmelighed. Hvad var det egentlig, der skete dengang tilbage i sommeren 1975? Og er det for sent at ændre sit liv?

De store stjerners tid er en underfundig og poetisk roman, der handler om overgangen fra ungdommens uskyld og til voksenlivets alvor. I løbet af sommeren 1975 finder en ræk-ke formative begivenheder sted i hovedpersonens liv.
Bogen er samtidig et portræt af et årti med store forandringer i livformer og samfund. Indbygget i fortællingen er en mordgåde, som først finder sin løsning i nutiden.

Finn Wiedemann er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Senest har han udgivet krimien Blodbøg.

De store stjerners tid udkommer 15. marts 2021.

_________________________________________________
Det er en meget dårlig ide at gemme bananer
af Michael Pedersen
_________________________________________________

Det er en meget dårlig idé at gemme bananer handler om balancen i et ægteskab, når børnene er flyttet hjemmefra, om vaner og halvgamle ægtefolks forventninger til hinanden.
Den handler om den stille undren over tid, hvordan man på sin vis føler sig som akkurat den samme som dengang, man var ung, og alligevel er man blevet en anden. Hvordan undgår man at vokse fra hinanden, så man ikke en skønne dag vågner op ved siden af et menneske, man ikke længere ved, hvem er.

Romanen tager fat om den danske smålighed, hyggeracisme og navlebeskuende selvoptagethed og andres menneskers forventninger til én - og om at køre sur i disse... Én må jo give sig - hvis ikke begge.  

Michael Pedersen, f. 1974, har arbejdet som gymnasielærer siden 2006 i fagene dansk, filosofi og oldtidskundskab.
Før dette underviste han på musikskole. Michael Pedersen har tidligere udgivet 4 romaner (2007, 2008, 2018, 2019) og en filosofisk bog om Søren Kierkegaard (2013).

Det er en meget dårlig ide at gemme bananer udkommer 19. marts 2021.



For yderligere info og / eller interesse i gratis anmeldereksemplar eller forfatterinterview kan forlaget kontaktes på:

forlaget.braendpunkt@gmail.com


Tak for jeres opmærksomhed.

Forlaget Brændpunkt
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Skibhusvej 35, 1. th.
5000 Odense C
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166