Pressemeddelelser
Publiceret den: 25-11-2020
Greven på Egeskov og den ukronede campingdronning fra Dansk Camping Union er gået sammen om at skabe Europas første Camping Outdoor Museum, der forventes at åbne i foråret 2021.

Af redaktionen
Dét, der begyndte med en kop kaffe i stuerne på Egeskov Slot, munder i løbet af foråret 2021 ud i Europas første Camping Outdoor Museum. Og selv om der umiddelbart kan synes langt fra campingplads til slotshave, så har Egeskov og Dansk Camping Union overraskende mange ting til fælles.

- Jeg har altid har haft lyst til at lave et campingmuseum på Egeskov, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle tackle det. Men med Dansk Camping Union får vi en unik viden ind. Det er dén type samarbejde, hvor to plus to giver fem, og hvor kreativiteten styrkes på begge sider, siger greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille.

Med Egeskovs ca. 250.000 årlige besøgende og med Dansk Camping Unions omtrent 50.000 medlemsfamilier, er det to stærke brands inden for dansk turisme, der går sammen. Egeskov rummer i forvejen både Veteranmuseet, Falck Museet, Købmandsmuseet og en række andre udstillinger ud over selve slottet, den prisbelønnede slotshave, legeskoven, årlige events og meget andet. Dansk Camping Union, som er Danmarks største interesseorganisation inden for camping, har eksisteret siden 1926 og driver i dag 20 campingpladser i Danmark.

- Både Dansk Camping Union og Egeskov har som hovedfokus at skabe nogle gode rammer for nærvær og glæde i øjenhøjde med gæsterne, og vi brænder begge for at åbne Europas første Camping Outdoor Museum. Derfor er vi meget begejstrede over at have indgået dette samarbejde, siger DCUs landsformand Anne-Vibeke Isaksen.

Vil inspirere til flere oplevelser i naturen
Idéen med det nye Camping Outdoor Museum er at give de besøgende lyst til at komme ud i naturen – og inspirere dem til at få endnu flere gode oplevelser sammen udenfor.

- Jeg synes, at et Camping Outdoor Museum passer perfekt ind i de øvrige tilbud, vi har til de besøgende på Egeskov. Ud over at en tredjedel af vores gæster er campister, så beskæftiger vi os med det, folk laver i deres fritid – dér, hvor man har det rart. Og det har man jo, når man er ude i naturen og på camping, siger Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille.

- Det passer rigtig godt sammen med, at DCUs primære opgave er at skabe rammerne for og inspirere danskerne til at tage på camping – og finde et frirum fra en stresset hverdag. Og vi har ekspertisen og netværket til at være med til at opbygge et fantastisk museum med fokus på camping- og outdoorliv, siger Anne-Vibeke Isaksen.

Både greven og den ukronede campingdronning glæder sig til at byde publikum velkommen i foråret 2021:
- I det nye Camping Outdoor Museum kommer der til at være noget for både nysgerrige børnefamilier, outdoor-entusiasterne og de garvede campister, og vores håb er, at alle kan tage ny viden, inspiration til den næste ferie og en god oplevelse med sig videre, siger greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille.

- Der bliver også plads til, at bedsteforældrene tager børnebørnene i hånden og fortæller om dengang, farfar var ung. Det skal nok få smilet frem på tværs af generationerne. Jeg tror også meget på, at det nære i at være sammen om en oplevelse vil kunne dyrkes på det nye Camping Outdoor Museum, og at det passer rigtig godt ind i et behov i tiden, hvor nærvær er en mangelvare, siger Anne-Vibeke Isaksen.

Pressekontakt Egeskov:
Direktør Henrik Neelmeyer, telefon 20 80 90 24 og mail: hne@egeskov.dk

Pressekontakt Dansk Camping Union:
Landsformand Anne-Vibeke Isaksen, telefon 40 30 06 04 og mail: anne-vibeke@dcu.dk

Vedhæftet: 3 stk. billeder:
1. Dansk Camping Unions landsformand Anne-Vibeke Isaksen og greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fra Egeskov er meget begejstrede for det usædvanlige og stærke samarbejde om det nye Camping Outdoor Museum.
2. Egeskov huser i dag allerede en række velbesøgte museer og lægger desuden have til bl.a. den populære Heartland Festival og en lang række andre arrangementer. Selve slottet stammer fra 1554, men virksomheden Egeskov er under konstant udvikling.
3. Det nye Camping Outdoor Museum kommer til at byde på både nostalgisk tilbageblik på campinglivet, på nutidens outdoorliv og give et kig ind i fremtidens udeliv. Her et billede fra et tidligere retro-camping-arrangement ved Egeskov.
Kontaktperson:
Anne-Vibeke Isaksen
Telefon:40300604
 
Afsender:
Dansk Camping Union
Korsdalsvej 134
2605 Brøndby
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse