Pressemeddelelser
Publiceret den: 18-11-2020
A. Silvestris syttende bog er Næsten her.

Lige siden debuten Køtere dør om vinteren for et årti siden, har A. Silvestri udfordret genrer, stilarter og formater. Han har arbejdet med den helt korte prosa i FebruaryFICTION, børne- og ungdomslitteraturen i den gennemillustrerede King og sms-novellen i udgivelser som Vi savner dig og Kolde facts. Den klassiske roman har han taget under kærlig behandling i værker som Pandaemonium og Slør, mens hans legende tilgang til fiktion kommer til udtryk i den mosaik-lignende struktur af både tekst og plot i romanen Scener fra et parforhold og den mørkt humoristiske Et satans arbejde. Men hvis man skal pege på en konstant i Silvestris forfatterskab, er det den korte historie – fortællingen og novellen.
For første gang i fem år kommer nu en række helt nye fortællinger fra A. Silvestri. Næsten her består af fjorten noveller, der hver især udspiller sig i verdener, der lige så godt kunne være vores, men bare ikke er det. Et sted mødes kollektivet Vinterblomsten til afstemning om lovforslag 44, et andet sted glæder Ingelis sig til, at mormor kommer på besøg, og et helt tredje sted maler chimpansen Simius sit hovedværk Studium i jordfarver IX. Tre steder ud af en vrimmel.

A. Silvestri maner dugfriske, men alligevel sært genkendelige verdener frem, der bliver hængende på nethinden og i sindet. Den vildtvoksende kø af fortællinger er fyldt med indlevelse, der vibrerer gennem sproget og handlingen og udfordrer læseren med tanken om, at vores verden kun er en blandt mange.


Næsten her udkommer 28. november 2020


Ved interesse for et interviews og anmeldereksemplarer kontakt da Forlaget Brændpunkt på:
forlaget.braendpunkt@gmail.com

Tak for jeres opmærksomhed.


Med venlig hilsen

Forlaget Brændpunkt
www.brændpunkt.dk
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Skibhusvej 35, 1. th.
5000 Odense C
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse