Pressemeddelelser
Publiceret den: 10-09-2020
Kære medier. Kære journalister. Kære politikere. Kære politiske kommentatorer og politisk interesserede.

Vi har en opfordring til jer. Til dig. En demokratisk opfordring.

Vil du ikke godt lade være med ensidigt at omtale Lykkepartiet som et alternativ for de klimaskræmte, teknokraterne, venstrefløjen eller et nicheparti for en bestemt vælgergruppe?

Altså med mindre du da finder belæg for det et eller andet sted ... udover i dine hæmmende overbevisninger.

Du er ikke den eneste, der ikke har det fjerneste begreb om, hvad Lykkepartiet egentlig vil, og det må jo alt andet lige falde tilbage på os - der netop IKKE har valgt at kommunikere noget simpelt, som det ellers er fornuftigt at gøre i politik. Det har vi undladt, fordi vi vil gøre op med den splittende politiske debat, som partiernes spin-bandekrig om stemmer fostrer. Og som kommentatorer, sociale medier og journalister - uanset kompetence og vid - ofte kommer til at mime og være højtalere for.

Ring eller skriv, hvis du vil vide noget - så du kan fortælle noget, der ikke vildleder og polariserer debatten og forståelsen af, hvorfor der måske kunne være mere konstruktive, ærlige og tillidsvækkende måder at være politiker, parti og politisk aktiv på - end det er tilfældet i dag.

Og hvorfor Lykkepartiet rent faktisk kunne være et bud på netop denne sunde forandring, uden vi dog har bevist det endnu. Det kommer vi først for alvor til at kunne i forbindelse med KV21 - og senere til folketingsvalget.

Besøg meget gerne vores hjemmeside eller ring eller skriv til os, hvis der er noget, du undrer dig over eller ikke forstår. Hvis det lyder ufornuftigt, uigennemtænkt eller urealistisk, så er der nok noget, der netop er værd at spørge nysgerrigt ind til, med mindre du da allerede ved, at du ved det hele på forhånd.

Tak fordi du har læst med her til. Læs eventuelt videre på vores hjemmeside på www.lykkepartiet.dk eller via dette link til et indlæg, som stifter af Lykkepartiet René Gade skrev til Ræson: https://www.raeson.dk/2020/rene-gade-kaere-vaelger-hvor-laenge-kan-du-leve-med-politikere-og-partier-der-lyver-og-vildleder-for-egen-vinding/
Kontaktperson:
René Gade
Telefon:23301982
 
Afsender:
Lykkepartiet
Aasen 2
3730 Nexø
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse