Pressemeddelelser
Publiceret den: 09-09-2020
Dansk Camping Union (DCU) opfordrer politikerne til at tænke hele vejen rundt, før de træffer en beslutning om den grønne omstilling af den danske bilpark

Efter halvandet års arbejde fremlagde den såkaldte Bilkommission mandag sine forslag til, hvordan der kan komme flere ”grønne” biler på de danske veje. Kommissionens forslag kan betyde, at nuværende ejere af konventionelle benzin- og dieselbiler vil blive ramt gennem bl.a. en vejafgift og dyrere brændstof. Og forslagene kan desuden få betydning for ejerne af de cirka 130.000 rullende campingvogne herhjemme.

- Camping er allerede en grøn ferieform, men vi er alligevel selvsagt meget interesserede i at støtte endnu flere grønne tiltag, så vi kan bevare den natur, vi lever af at sende folk ud i. Vi skal dog også være opmærksomme på, at der er cirka 130.000 rullende campingvogne i Danmark, og DCU mener helt klart, at der stadig skal være en realistisk mulighed for at trække sin campingvogn efter bilen uden at blive ruineret. På den måde understøtter man også en grøn ferieform, siger DCUs landsformand Anne-Vibeke Isaksen.

Som det ser ud i dag, er udvalget af elbiler, der kan og må trække en campingvogn, meget lille – og de få modeller, der er på markedet herhjemme, ligger i den absolut dyre ende.
- Inden man vælger at omlægge den danske bilpark, er der nogle udfordringer, man skal være opmærksom på. Der er desværre ingen nemme her-og-nu-løsninger, siger DCUs landsformand Anne-Vibeke Isaksen.

Hybridbiler kan være en løsning her og nu
- Det er klart, at elbilerne med tiden vil få større rækkevidde, kortere ladetid og blive billigere. DCU mener, det er en god idé at sætte turbo på den udvikling. Og når bilbranchen og politikerne kommer længere i hele den udvikling, så skal infrastrukturen selvsagt også udvikles, så der er ladestationer nok, siger hun.

Ifølge Bilkommissionen vil elbiler ikke være konkurrencedygtige i pris med konventionelle biler på denne side af 2030. I dag er der ifølge bilstatistik.dk og FDM knap 2,7 millioner indregistrerede personbiler i Danmark. Heraf er 0,8 procent elbiler, 0,7 procent plugin-hybridbiler, mens 68 procent er benzinbiler, og 30,5 procent er dieselbiler.

- Udvalget af hybridbiler, der kan og må trække en campingvogn - og som vi i DCU tester løbende for vores medlemmer - er trods alt større end det tilsvarende udvalg af elbiler. Derfor kan hybridbiler i de kommende 10-15 år være en løsning for dem, som gerne vil dyrke den grønne ferieform, som camping er, og derefter føler jeg mig overbevist om, at elbilerne har fået en rækkevidde og et prisniveau, som gør dem attraktive for campingfolket. Vi følger udviklingen nøje for vores medlemmer, siger Anne-Vibeke Isaksen.
Kontaktperson:
Anne-Vibeke Isaksen
Telefon:40300604
 
Afsender:
Dansk Camping Union
Korsdalsvej 134
2605 Brøndby
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse