Pressemeddelelser
Publiceret den: 27-08-2020
Forfatteren bag ungdomsromanen Sidste skoledag, der satte fokus på skoleskyderier, er nu aktuel med børne- og ungdomsromanen På røven gennem natten, som er en hæsblæsende fortælling om ungdomsproblemer og om krig og kærlighed.

På røven gennem natten er en historie om venskab og kærlighed. Om generationskløfter og om at tage ansvar for sit liv og træffe de svære valg - også når prisen kan være livet selv.

Lukas og Viktor er lige blevet færdige med 10. klasse i Herning og er ved at glide fra hinanden. De beslutter sig for at hænge ud sammen ’ligesom i gamle dage’, men de har ingen penge, og derfor siger de ja til at aflevere en pose for banden Black Brotherhood.

Det burde være en nem tjans, men alligevel mister de posen til en gruppe børn, fordi Viktor taber en pibeglød i sit øje. Og efter et mislykket forsøg på at skaffe den tilbage er vennerne pludselig jaget af bandemedlemmer og det lokale politi, som forsøger at hitte rede i begivenhederne, der hurtigt løber løbsk. Så da Viktor kommer til at smække en bildør over en af Brotherhood-folkenes hænder, og Lukas’ kæreste, Amira, stikker af hjemmefra gennem sit vindue, er der kun én løsning: Oldefar.

Lukas’ oldefar lavede noget under krigen, som gjorde ham mærkelig, men han siger ja til at hjælpe, for man er vel et skarn, hvis man ikke tager dansen, når musikken spiller op. Og snart er den umage flok på vej gennem natten på en rejse, der trækker tråde til fortiden, Lukas’ døde bror, Amiras taxa-onkel og en vejsidebombe i Afghanistan. Problemerne hober sig hastigt op, indtil det står klart, at der hele tiden var mere på spil end bare dårlige beslutninger og dummebøder.

Søren Poder, f. 1974, er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (2005) samt cand.mag. i journalistik og kommunikation fra Aarhus Universitet (2012). Forfatteren har i mange år arbejdet som fast tilknyttet freelancer for Dagbladenes Bureau i København, men i dag arbejder han som lokalredaktør for Mediehuset Herning Folkeblad.

Søren Poder har tidligere udgivet ungdomsromanen Sidste skoledag, som udkom på Turbine (2015) og som lydbog hos Lindhardt og Ringhof (2016). Sidste skoledag handler om skoleskyderen Charles A. Ingreen og er en fiktiv historie baseret på virkelighedens skoleskyderier rundt om i verden. Romanen fik en rigtig god modtagelse hos læsere og anmeldere samt en flot lektørudtalelse, og den befinder sig nu på 59 danske hovedbiblioteker.

I 2018 modtog forfatteren et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, blandt andet baseret på arbejdet med På røven gennem natten. Og i efteråret samme år gennemførte han Den jyske Forfatterskole i Aarhus (Forlaget Gladiator).

På røven gennem natten henvender sig til de 12 til 16-årige og udkommer den 4. september 2020.


Ved interesse for et interviews og anmeldereksemplarer kontakt da Forlaget Brændpunkt på:
forlaget.braendpunkt@gmail.com.

Læs mere på www.brændpunkt.dk


Med venlig hilsen
Forlaget Brændpunkt
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Skibhusvej 35, 1. th.
5000 Odense C
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse