Pressemeddelelser
Publiceret den: 28-04-2020
Søren Christensen så virksomhedernes behov for transport af kunder, medarbejdere og topledere med et højt serviceniveau før mange andre herhjemme. Det begyndte den 3/5 for 25 år siden, og i dag er Limo Group en vigtig samarbejdspartner for en lang række danske og udenlandske forretninger eller repræsentationer, der skal fra A til B uden svinkeærinder og chauffør-sniksnak.

Det begyndte mest som en hobby og interesse for store biler, da han i 1995 etablerede Viborg Limousine Service, men det handler ikke længere om at køre med brudepar. I stedet voksede det, der i dag er blevet til Limo Group, sammen med efterspørgsel for at fragte kunder, samarbejdspartnere og topledere mellem lufthavne og virksomhed eller til og fra konferencer i forretningsverdenen.
Limo Group var en af Danmarks første af sin slags netop på dette felt og bygger nu på 25 års erfaring. I 2001 opgav Søren Christensen sit faste revisorjob for at udelukkende at ernære sig som chauffør og kørselskoordinator.
- Det var da en hård opvågning fra at få sin faste indkomst til reelt at stå med ingenting ud over de ture, der var i bogen, og du skal altså ikke blive selvstændig for at få mere frihed. I hvert fald ikke de første år. Jeg solgte et produkt, som virksomhederne ikke vidste, at de havde brug for endnu. Dengang bestilte man en taxa eller sørgede selv for transporten, siger han med et smil.


Søren Christensen står han selv for opgaver som chaufførkørsel, fakturering, koordinering, kundebesøg, markedsføring og vask af bilerne.
I 2018 etablerede Limo Group fast afdeling i København, og fik i samme omgang en af de første EL-biler i limousine branchen i Danmark, og den første der fik en El-bil fra en af de Europæiske bilfabrikker en Audi e-tron.
Limo Group har desuden tilknyttet 15-20 chauffører på freelancebasis, hvoraf han bruger en håndfuld nogenlunde fast, mens flåden består af i alt ni biler - Merdeces S-klasse, Audi e-tron, Mercedes vans til 6 personer og en af Danmarks eneste mini-busser i luksusudgave. Derudover har Søren Christensen samarbejdspartnere i hele landet, som han bruger til at løse opgaver. efter alle behov.
Det gælder både, når Egetæpper samler 200 mennesker fra hele verden i Herning, eller når København er vært for en stor lægekonference med 8000 gæster i hovedstaden. Her stod Limo Group for alle transfers sammen med et rejsebureau, og sammen med de faste kunder løber bookingerne tit op i mere end 300 transfers og ture inden for en 14 dages periode.
- Vi er kendt for, at vi kunne løse opgaven. Om det er transport for vigtige VIP-gæster, der skal fra København til Vestjylland, eller når udenlandske fodboldklubber møder danske hold og har brug for busser til både spillere og fans samt privatchauffør til klubpræsidenten, forklarer Søren Christensen.
For eksempel var det Søren Christensen og Co., som tog imod engelske Manchester United på dansk grund tilbage i februar 2016 forud for mødet med FC Midtjylland i Europa League.


Ifølge Søren Christensen bidrager almindelige transfers for virksomheder med 60-70 procent af omsætning, mens 10-15 procent af omsætningen i dag kommer direkte fra udlandet. Her samarbejder Limo Group blandt andet med verdens største privatfly-selskab NetJets, en limousine-portal med speciale i de 1000 største virksomheder i verden og flere store business-rejsebureauer.
- Det er chaufføren og ikke bilen, der er det afgørende for vores kunder. Bilen skal selvfølgelig være i orden, men de vælger os på grund af vores professionalisme, kvalitet og service. Det handler om pli i forhold til at kunne tie stille under turen og fornemme, hvem det er der holder en eventuel samtale i gang. Det skal altid være på kundens præmisser, og når du kører med de største CEOs i Danmark, så bruger de for det meste tiden i bilen på at arbejde, snakke i telefon og så videre, fortæller Søren Christensen og fortsætter:
- Og så handler det om punktlighed. Kunden kan altid være sikker på, at alle tider bliver overholdt, og det er altså bedre at møde op med en ikke helt renvasket bil end ikke at komme til tiden, hvis du skal vælge.


Listen over prominente passagerer er alenlang. De største kunstnernavne på Smukfest i Skanderborg eller i Boxen i Herning bliver typisk hentet og bragt af Limo Groups biler. Katy Perry, Justin Bieber og Rihanna for blot at nævne nogle få.
Barak Obama, Bill Clinton, Al Gore og Kofi Annan er andre fra den politiske scene, mens Søren Christensen ligeledes har været royal chauffør for HM Dronning Margrethe, HKH Kronprins Frederik og HKH Prins Joachim.
Her spiller sikkerhed en afgørende rolle. Nogle af Limo Groups chauffører er godkendte af PET og gennemgår hvert år Rigspolitiets kørekursus, og Udenrigsministeriet har siden 1999 været i den faste del af kundekartoteket.
Derfor havde Limo Group for eksempel tre biler med i kortegen under Præsident Barack Obamas amerikanske præsidentbesøg i Danmark i 2009, samt da Præsident Obama besøgte Kolding i 2018, og Aalborg i 2019, samt kørt for den Japanske, den Tyrkiske og Franske Præsident, og mange flere statsbesøg.
Søren Christensen kunne aldrig drømme om at spørge om en autograf eller selfie. Det ligger langt uden for den professionelle sfære. Til gengæld kan der godt falde sjove oplevelser af til chaufføren.
- Jeg har kørt flere private ture for den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg og hans hustru, og de spurgte engang, om vi ikke kunne tage et billede foran bilen. Det gjorde vi, og så sendte de billedet til mig efterfølgende. Og efter det japanske statsbesøg er jeg flere gange blevet inviteret til reception i ambassadørens private bolig i anledning af den japanske konges fødselsdag.

Sidste år var det også meningen, at Søren Christensen og hans chauffører skulle have kørt med USA's præsident Trump, men statsbesøget blev som bekendt aflyst i noget nær ellevte time, og det ærgrede selvfølgelig erhvervsmanden fra Viborg. 100 biler skulle have været brugt i forbindelse med Trumps besøg i Danmark, og planlægningen havde været i gang i ugevis, da de hundrede biler måtte køres tilbage i pit, og chaufførerne sendes hjem. Det er en del af spillet, og selv om Søren Christensen gerne ville have haft den opgave med i sin portefølje, så fik han dog en økonomisk godtgørelse fra den amerikanske ambassade. Det havde han det fint med.


Søren Christensen har været oppe på at køre 120.000 kilometer om året. Et personligt antal, som han forsøger at holde nede, for selv om han godt kan lide at sidde bag rattet, så nyder han også at stå for planlægningen og koordineringen på vegne af kunderne, og siden 2017 da Søren Christensen fik sin datter Emily, har han prøvet at være så meget hjemme som muligt, for at være der og se hende vokse op, i stedet for at køre på landevejen hele tiden.
- Jeg er meget perfektionistisk og begyndte for otte år siden at bygge mit eget online-bookingsystem sammen med en programmør, fordi jeg ikke synes, at det, der var på markedet, fungerede godt nok. Det skal først og fremmest være nemt for kunderne at booke ture ind, og de kan senest ét døgn i forvejen se, hvem der er dagens chauffør. Samtidig bruger jeg systemet til faktureringer, flådestyring og godkendelser.
- Prismæssigt synes jeg, at vi er konkurrencedygtige, og det har kunderne fundet ud af. Derfor kører vi også ofte med virksomhedernes egne ansatte. Vi er en smule dyrere end, hvad det koster at bestille en taxa, men det er ikke gange tre eller noget i den stil, forklarer Søren Christensen.
Hvad fremtiden bringer, er som bekendt svær at sige, men både i forhold til den nuværende Coronasituation og i al almindelighed, så er Søren Christensen optimist. Andet holder ligesom ikke i længden, mener 25-års-jubilaren, som senere vil indbyde til en markering af datoen, når alting – også limousinerne og de øvrige store biler – igen bliver lukket ud i verden igen.


Limo Group
Søren Christensen
40165661
info@limogroup.dk
www.limogroup.dk
Kontaktperson:
Søren Christensen
Telefon:40165661
 
Afsender:
LIMO GROUP
Skivevej 103
8800 Viborg
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse