Pressemeddelelser
Publiceret den: 20-03-2020
Lægelig rådgiver inden for stråling, Christoffer Johansen, fjernes fra Sundhedsstyrelsen efter henvendelse fra patientforeninger. Det handler om besparelser, lyder den officielle forklaring fra styrelsen.

Som afdækket i sommers af mediet Forskning.dk har Sundhedsstyrelsens strålebeskyttelsesenhed, SIS, anvendt en inhabil rådgiver igennem en lang årrække. Der er tale om læge Christoffer Johansen, som i forvejen er tilknyttet Region Hovedstaden (Rigshospitalet), Kræftens Bekæmpelse samt konsulentfirmaet COWI.

Fjernelsen sker efter henvendelse fra flere patientforeninger samt oplysningsforbundet May Day og sker per 1. juli 2020 ifølge en e-mail afsendt i marts af Sundhedsstyrelsen. Begrundelsen lyder på en sparerunde:

”Sundhedsstyrelsen har besluttet at skære ned på antallet af tilknyttede sagkyndige. Dette betyder, at stillingen som sagkyndig i ikke-ioniserende stråling nedlægges i lighed med sagkyndige inden for andre områder,” skriver leder Mette Øhlenschlæger.


Inhabile rådgivere hos SST er set før

Problemet med rådgivere i Sundhedsstyrelsen stikker dybt, da styrelsen er kendt for at anvende rådgivere, der har med industri at gøre – det vil sige forskere, læger og lignende, der i praksis er inhabile på grund af deres konsulentkontrakter eller forskning inden for det, som de også rådgiver styrelsen omkring.

I 2013 kom det frem i dagbladet Politiken, at blandt andet Sundhedsstyrelsens vaccinationsudvalg havde medlemmer, der var på lønningslisten hos vaccinefabrikanter.

Brevet, der udløste svaret fra SST, kom fra oplysningsforbundet May Day samt blandt andet patientforeningerne Foreningen mod Skadeligt Dentalmateriale samt EHS-Foreningen (en forening for såkaldt elektrohyper-sensitive).


Får lov at rådgive om 5G trods interessekonflikt

Afsenderne opfordrer til afskedigelse af Johansen på grund af inhabilitet og foreslår ham erstattet af en biologisk, uafhængig forsker inden for området ikke-ioniserende stråling. De peger blandt andet på, at Christoffer Johansen har modtaget honorarer fra danske elselskaber samt forskningspenge fra teleindustrien. Desuden rådgiver han som konsulent for COWI, der blandt andet har med 5G og ”smart cities” at gøre, fremhæves det.

May Day har yderligere forespurgt, hvordan styrelsen for fremtiden vil indhente rådgivning om ikke-ioniserende stråling, når man ikke har en rådgiver tilknyttet. Dette har Mette Øhlenschlæger ikke kommenteret over for afsenderne ifølge Forskning.dk.
Kontaktperson:
Gert Karlson
Telefon:8684 8888
 
Afsender:
Forskning.dk
Århusvej 22A
8500 Grenaa
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse