Pressemeddelelser
Publiceret den: 21-02-2020
OBS: Vi vil meget gerne have et link til Madens Verden, hvis I bruger artiklen: https://madensverden.dk/

Rødt kød har længe været i søgelyset i forhold til helbredet, men nye studier viser, at risikoen ved at spise en god bøf er mindre, end man hidtil har troet.
Af Charlotte Mithril, Madensverden.dk

Rødt kød har været udskældt de seneste år, efter WHO i 2015 kom ud med en rapport, der angav, at man havde fundet en sammenhæng mellem udvikling af kræft, og det at spise meget rødt kød eller forarbejdet kød.

Et panel af internationale forskere har for nyligt undersøgt fire reviews på området (et review er et resumé af eksisterende forskning). Deres resultater er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Annals of Internal Medicine og konklusionen er opmuntrende for bøf-elskere: Der er meget lidt, der indikerer, at rødt kød i sig selv har en negativ effekt på helbredet.

Vi bør dog skelne mellem det røde kød og det forarbejdede kød, da der er noget, der tyder på, at risikoen for udvikling af kræft ikke er ens for de to grupper. Ser man på WHOs klassifikation, giver forarbejdet kød en højere risiko for udvikling af kræft end det røde kød.
Hvis du ikke overøser din mad med salt til hvert enkelt måltid, og ikke spiser uanede mængder af rødt kød og mejeriprodukter med mættet fedt, skal du ikke have dårlig samvittighed over at spise en velstegt og velsaltet bøf. Overordnet handler det hele om at skabe en balance, så der også er plads til en saftig bøf.

Derfor er bøffen sund
Faktisk kan det være sundt at spise en god bøf. Kød indeholder vigtige proteiner og mineraler som jern.
Proteiner består af aminosyrer og er kroppens byggesten. De er livsnødvendige for at opbygge kroppens celler, væv (herunder muskelvæv), hormoner, antistoffer og enzymer.
Da kroppen ikke selv kan danne alle de typer af proteiner, den skal bruge, skal vi have protein gennem vores kost. Men der er forskel på, hvor godt vi kan fordøje forskellige proteiner.

Generelt kan vi bedre fordøje animalske proteiner (altså dem fra kød) end vegetabilske proteiner (dem fra planter). Det skyldes, at vegetabilske proteiner er indkapslet i planteceller, hvis membraner kan være svære at nedbryde for vores fordøjelsesenzymer.
Kød, fisk, æg og mejeriprodukter er altså de bedste kilder til proteiner.

En af de ting vi dog ikke får nok af, er jern. Særligt kvinder, har for lille indtag af jern, hvilket kan føre til jernmangel. Vi har generelt svært ved at optage jern fra kosten, men jern fra kød optages lettere end jern fra planter. En bøf er dermed en rigtig god kilde til både protein og jern.
Og det lader til, at der er endnu flere fordele ved en velmodnet bøf. Et studie fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet har nemlig vist, at en god, modnet bøf indeholder antioxidanter og peptider, der kan være med til at reducere blodtrykket.

Spis grønt og fuldkorn til
Det kan være en jungle at finde rundt i, hvad der er sundt, og hvad der ikke er. Ernæringsforskere verden over gør deres bedste, men sandheden er, at det er utroligt komplekst, og vi finder nok aldrig det endelige svar på, hvad der er optimalt at spise for en samlet befolkning.
Forskerne er ikke enige om, hvorvidt rødt kød giver en forhøjet risiko for kræft. Men noget tyder på, at vi ikke skal være så bange for at spise rødt kød, som hidtil antaget.

Vil du være sikker på, at du kan spise en lækker saftig bøf med god samvittighed, så sørg for, at din kost generelt er sund, varieret og fiberrig.
Så spis endelig en velstegt bøf, gerne med lækre grøntsager til - uden at få dårlig samvittighed.

Fakta om rødt kød
Rødt kød er kød fra firbenede dyr, mens forarbejdet kød er kød, der er enten røget, saltet eller nitritkonserveret som eksempelvis kødpålæg, skinke, pølser og bacon.
Ifølge de officielle kostråd, bør vi derfor ikke spise mere end 500 gram rødt kød eller forarbejdet kød om ugen. Afhængig af størrelsen på din bøf eller kotelet, svarer det til to til tre middage om ugen og lidt kødpålæg.
Kontaktperson:
Holger Rørby Madsen
Telefon:42422300
 
Afsender:
Madens Verden
Strandgade 4A
København K 1401
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse