Pressemeddelelser
Publiceret den: 09-01-2020
Skrotferien af Frank Christoffersen udkommer 8. februar 2020

- Et brag af en børnebog for de 10-14 årige

Sven og hans søskende tager på en dødkedelig cykeltur i sommerferien. Men de når ikke langt, før de opdager, at noget mystisk er under opsejling. En lusket rigmand har ikke rent mel i posen, og et indbrud sætter skub i begivenhederne. Pludselig er ferien ikke dødkedelig mere… den bliver med ét dødsens farlig!

Skrotferien handler om tre søskende fra en økonomisk dårligt stillet men meget kreativ familie, der kommer ud for fantastiske oplevelser på cykeltur rundt om Limfjorden. Børnenes mor har på mystisk vis forladt familien, og faren og de tre børn tager ud på en cykeltur i familien sommerferie.

En mystisk lystyacht, der krydser rundt i Limfjorden, bliver koblet sammen med moderens forsvinden. Pludselig tager cykelturen fart, og familien kastes ud i dramatiske hændelser for at finde moderen og forhindre rigmanden Dennis Dollargrin i at finde en naziskat på bunden af fjorden. Undervejs skiftes transportmidlerne ud med motorbåd, ubåd, og rumraket.

Med Skrotferien ønsker Brændpunkt og Frank Christoffersen at sætte fokus på disse temaer:
- Værdier i det kasserede/oversete
- Insisteren på fantasi/nærvær frem for vane
- Skjulte kræfter, der kan nås, hvis vi vil.

Frank Christoffersen er underviser og håndtegner og har selv tegnet coverillustrationer og bogens vignetter. Forfatterens pædagogiske baggrund fornægter sig ikke, og man mærker tydeligt hans optagethed af børns verdener og virkelighedsforståelser, hvis kvaliteter nemt forsvinder i den blå luft, når de voksne begynder at redigere.



Refugium af Anita Albers udkommer 7. februar 2020

- En roman om drømme og håb og om at starte forfra.

I romanen Refugium befinder forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges.

Refugium handler om, hvad det kan gøre ved et menneske at leve i en familie, og hvad der sker, når familien opløses. Den handler om identitet, drømme og håb og om at starte forfra. Forfatteren er meget fascineret af, hvad der driver mennesker til at gøre, som de gør, og af hvordan den samme situation ikke nødvendigvis opfattes ens af to personer, fordi alle mennesker tolker og forstår ud fra den bagage, de bærer med sig.

Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet.
I 2019 udkom hun med YA-romanen Nat. Uddrag fra lektørudtalelsen:
"Nat er en barsk og intens historie om at være i anoreksiens jerngreb. Vi følger Nathalies tanker, følelser og handlinger og kryber helt ind under huden på hende. Vi kan mærke fortvivlelsen og magtesløsheden i kampen mod den alt for stærke sygdom, der styrer Nathalie lige mod afgrunden. En virkelig stærk fortælling.”



Jævn til hård vind af Vibeke Pilar Carstensen udkommer 8. februar 2020

Smukt illustreret digtsamling.

Cykeltrafik, alkohol og demokrati. Økokultur og mangfoldighed. Vi er på tur gennem en lille storby i EU. København midt i frygt for terror, flygtningestrømme og os selv. En grå himmel af normalitet sætter en dæmper på tydelige spor af en voksende underklasse, mens håbet om en bedre verden kæmper for at overleve. Vi befinder os imellem undergang og forløsning i en hverdag med øget behov for kontrol, alt imens en spirende tendens til at give slip finder vej gennem brosten.


Krystalgade

Et menneske falder
og alt er forgjort
Sådan starter endnu et år
Tomrum af folk
Fortov dækket med duftende cellofan
og byen gemmer sig i grave
I Kongens Have fanger solen et lilla tæppe
beskyttet af sort elastik
Endnu et forbud spirer
Grønne løver og svaner i algevand
bevogter juvelernes slot
og det lille dronningerige
Uniformerne tager hjem
afløst af tinsoldater
Jeg skynder mig på arbejde
over sten som igen må betrædes


Vibeke Pilar Carstensen, f. 1977.



Læs mere på: www.brændpunkt.dk - www.facebook/forlagetbraendpunkt

Bestil gratis anmeldereksemplar på: forlaget.braendpunkt@gmail.com

Tak for jeres opmærksomhed.

Med venlig hilsen
Forlaget Brændpunkt
Kontaktperson:
Jørgen Gylling
Telefon:61319854
 
Afsender:
Forlaget Brændpunkt
Skibhusvej 35, 1. th.
5000 Odense C
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse