Pressemeddelelser
Publiceret den: 13-09-2019
SVØMMEREKORD

Søndag den 15. september tager ekstremsvømmer Lars Simonsen de sidste svømmetag i havene omkring Danmark. Når han klokken 14:00 går i land ved den dansk-tyske grænse ved Flensborg Fjord, bliver han samtidig den første nogensinde, der har svømmet hele vejen rundt om Danmark.

I juni 2018 begyndte Lars Simonsen sin svømmetur rundt om Danmark.

”Da jeg fik idéen, kunne jeg dårligt nok svømme fra den ene ende af svømmehallen til den anden,” fortæller Lars Simonsen, der søndag har svømmet 1370 kilometer for at nå sit mål. Med på turen har han haft sine forældre. Mor Ilse har fulgt ham langs stranden og roet ved siden af i kajak, mens Lars’ far har sørget for transport, forplejning og logistik.

Turen rundt om Danmark har givet mange uventede oplevelser. Lars Simonsen nævner de første 467 kilometer langs Jyllands forblæste vestkyst som en krævende fysisk udfordring. ”Det var så hårdt hele tiden at blive skubbet rundt af bølgerne,” husker han.

Blandt mange højdepunkter er et møde med en fiskestime på en strækning ud for Bovbjerg Fyr. ”Der var jeg omringet af makreller i flere minutter,” fortæller Lars Simonsen. ”Det var som at svømme i en tunnel af fisk.”

På turen rundt om Danmark har Lars Simonsen besøgt julemærkehjemmene for at opmuntre børnene til at tro på sig selv. På hele turen har han boet på campingpladser, hvor han om aftenen efter svømmeturen har holdt foredrag for campingpladsernes gæster.

”Med mit eget eksempel har jeg gerne villet vise danskerne, at vi alle sammen kan opnå noget i livet, også når tingene ellers synes svære eller umulige,” siger Lars Simonsen.

Tidligere har Lars Simonsen sammen med sin kone og børn rejst flere måneder gennem Sydamerika, brugt halvandet år i kajak fra København til Istanbul og padlet 2000 kilometer gennem Canadas og Alaskas vildmark i kano.

Når Lars Simonsen søndag svømmer de sidste to kilometer mod den dansk-tyske grænse får han selskab af andre svømmere, kajakroer og mange andre, der har fulgt Lars Simonsens eventyr og kamp mod bølgerne.


FAKTA

- Lars Simonsen er den første nogensinde, der har svømmet hele vejen rundt om Danmark

- Svømmeturen har været 1370 kilometer

- Turen har taget 7 måneder og ti dage

- Lars Simonsen har gennemsnitligt svømmet 9,4 kilometer på de dage, hvor vejret har gjort det muligt at svømme

- Længste svømmedag var turen fra Ærø til Als, hvor han svømmede i otte timer og 16 minutter

- Længste strækning var 24,7 kilometer i Kattegat

- På turen har Lars Simonsen sat fokus på Julemærke Fonden og Depressionsforeningens arbejde

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

KONTAKT
Life is GOOD follow us!
Familien blogger på www.livetergodtfolgos.dk og Facebook – Life is good follow us

For aftale om interview kontakt venligst Lars Simonsen på mobil 41436145 eller på mail: Lsski@hotmail.com

Pressen er velkommen ved ankomsten til den dansk-tyske grænse.
Lars Simonsen ankommer på vandet klokken 14:00



Program søndag den 15 september

Klokken 13:00 (lidt tidligere, hvis vejret er dårligt) svømmer Lars Simonsen de sidste 2,5 kilometer fra Julemærkehjemmet Fjordmarken og mod den dansk/tyske grænse.

På vandet følges han af andre svømmere, roere og sejlere, mens andre vil gå langs stranden for at følge ham de sidste kilometer.

Klokken 14:00 ankommer Lars Simonsen til den målet for sit svømmeprojekt: den første grænsesten, ved Skomagerhuset.

Parkering for pressen: ?Den nemmeste parkering er på den tyske side af grænsen omkring Dammweg, 24955 Harrislee.
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166