Pressemeddelelser
Publiceret den: 05-08-2019
Endelave Halvmaraton er jo blot et af utallige løb, der arrangeres over hele landet. Hvorfor skulle man så deltage i det, når det ovenikøbet er så besværligt at deltage? Man skal tidligt op for at køre til Snaptun, hvor man skal møde kl. 9.30, før færgen sejler til Endelave. Og overfarten tager omkring en time. Så skal man gå fra færgelejet helt op til Endelave Skole, hvor starten går. En gåtur på nogle hudrede meter - og det skal jo lægges til de godt 21 km, man skal løbe. Når man så er kommet så langt, kan der opstå forvirring i forbindelse med indtjekning og muligheder for at skifte til løbetøj. Hvor er det nu kvinderne kan klæde om, og mændene?

Man kunne i stedet være taget på indkøb i supermarkedet, vaske bil, ordne have eller nogle af de andre ting, man nyder at få tiden til at gå med sådan en lørdag formiddag.

Klokken er nu blevet ca. 11.30, og løbet startes. Først går ruten gennem Endelave By. Man er dog hurtigt ude af byen og løber videre ad Kongevejen. Sikke et navn - fint skal det være. Dernæst tværs over en græsmark ned til en lille herregård, Louisenlund, hvor de insisterer på, at man skal løbe rundt om flagstangen. Turen går videre ad en grusvej op til en vej med det mærkelige navn ‘Havhornet’. For enden af den vej kommer man endelig til den første post, hvor man kan få noget vand og saft. Det er sandelig også ved at være tiltrængt. Tilbage til Kongevejen og op mod noget, der hedder ‘Øvre’ - vist nok en slags forkortelse for ‘øverste ende’. Inden man skal ud på selve Øvre kommer man heldigvis til en post mere, hvor der er vand, saft og frugt. Hurra for det, for nu kan man begynde at mærke det i benene - og så har man endda kun løbet ca. 8 km. Nå, videre ud til Øvre ad nogle ujævne jordveje. Okay, men naturen er meget pæn her, og noget afvekslende er den da også. Skov, strandeng og hede. Heldigvis er der også en post med vand og saft ca. halvvejs ude på Øvre. Pludselig er man igen ved den store post med vand, saft og frugt (som ligger ved Lynggaarden/Thildehuset, som det hedder). Så er det, man finder ud af, at man har løbet i en stor rundkreds på ca. 6 km. Fint nok. MEN så går det op for en, at de vil have, at man skal løbe den samme runde en gang til - altså det loop på 6 km, man lige har gennemført. Nå ja, de har nok været nødt til at genbruge den del af ruten, for øen er jo ikke så stor. Så er det ud på anden omgang - der står folk og guider en, så ikke noget med at snyde! Hvis man nu skal tage ‘ja-hatten’ på, må man indrømme, at man måske ser andre ting på denne del af ruten anden gang man løber den – måske en eller to af de berømte Endelave-kaniner. Endelig når man igen tilbage til vand, saft og frugt - det er så tredje gang! Nu får man så heldigvis lov til at løbe ind ad Endelave Strandvej tilbage til byen - det er vist en tur på 3 - 4 km. Her løber man på en rimelig jævn grusvej - medmindre, det har regnet i dagene op til løbet. Så kan man nemlig også få øvet sit længdespring, når man skal over vandpytterne. De kalder området her for ‘Flasken’ - mærkelige navne her på øen! Pludselig er man i udkanten af Endelave City - og hurra for det. Her står der en masse mennesker og hujer og klapper. Nu bliver man ledt ind til målet på skolen, hvor man får registreret sin tid - og det er sørme vigtigt, for efter alle de anstrengelser skal man da gerne have lidt at prale med, om ikke andet så over for sig selv.

Så lidt forvirringen igen. Hvem er det nu, der bader og klæder om hvor? Mændene vist nok på havnen og kvinderne på skolen - eller er det omvendt? Det kan der opstå mange pinlige eller morsomme situationer over. Det er som man tager det.

Man får nu noget at spise og drikke oven på anstrengelserne. Der er brød - rugbrød og forskellige slags hvedebrød. Vist nok bagt af de lokale. Der er også pølse - måske er noget af det lavet af noget lokalt kvæg. Oste har de også, og frugt, rosiner og saltstænger. Er man tørstig kan man få vand, saft og sodavand. Selv en øl kan man nyde. Kaffe og te kan man sandelig også få.

Nu er det ved at være slut - en af de lokale stiller sig op og annoncerer de bedste tider for kvinderne og mændene, hvorefter der er præmieoverrækkelse.

Så er det med at nå færgen tilbage til fastlandet, hvis man da ikke skal overnatte på øen.

Der er nogle, der har taget familien med herover, og mens vi har løbet halvmaratonen, har familien kunnet hygge sig med at gå en af de tre ’kaninoer’ eller opleve andre spændende ting på øen.

Det kunne da godt være, at man skulle tage sin familie med næste år - og blive hele weekenden. Der er alle muligheder for at få en masse dejlige oplevelser sammen på Endelave.


Tidspunkt: Lørdag d. 14. september 2019
For program, priser og tilmelding se Endelave Halvmaratons hjemmeside https://www.endelavehm.dk/
Se også øens hjemmeside https://www.oenendelave.dk/ - her kan du læse om øen og de tilbud den har.


For Endelave Halvmaraton
Niels Johan D. Andersen
Kontaktperson:
Niels Johan D. Andersen
Telefon:40389401
 
Afsender:
Endelave Halvmaraton
Havhornet 9
8789 Endelave
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse