Pressemeddelelser
Publiceret den: 02-04-2019
Prydkirsebær er robuste og solide træer i haven. Nogle bliver store med brede kroner, mens andre vokser i søjleform eller med nedhængende grene. Fælles for dem alle er de smukke sarte blomster i april måned.

Er du den lykkelige ejer af et prydkirsebærtræ, så kender du sikkert til den lyksalige fornemmelse, der opstår, når træet står i fuldt flor. Alle grene er dækket med de mest romantiske blomster i hvide, sart rosa eller rosa farve. At stå under sådan et smukt træ og skue en skyfri blå forårshimmel er et utrolig smukt syn. Ejer du endnu ikke et smukt prydkirsebærtræ, så hold øje med haverne på din vej eller i din by – der er mange flotte eksemplarer, og man kan jo altid ønske…

Vidste du at…

Prydkirsebær er indført til Nordeuropa fra Japan i nyere tid? I Østasien, og især i Japan, har man dyrket de smukke træer i 1.000 år, og mange valfarter til landet, når de smukke træer står i blomst. I Danmark er selvsamme blomsterturister at finde – bl.a. på Bispebjerg Kirkegård, hvor den store allé af prydkirsebærsorten ’Accolade’ hvert år i april tiltrækker 150.000 besøgende.
Prunus er det latinske navn for prydkirsebær? Det er også navnet for nektarin, fersken, sødkirsebær, surkirsebær, blommer og laurbærkirsebær. Planteslægten Prunus er stor og omfattende, og de mange forskellige prydkirsebær er krydsninger, som først og fremmest er lavet for prydværdien – altså ikke som frugtsorter.

Prydkirsebær er podede planter. Mange er podet lige over jordoverfladen, mens andre er podet på en top. Du kan få gode råd til valg af prydkirsebær, når du besøger dit lokale havecenter.

Sådan gør du

Plantning på en solrig plads i almindelig kalkholdig havejord, der er gravet godt igennem. Tung lerjord bør iblandes spagnum i forbindelse med plantningen.
Vanding er vigtig i forbindelse med plantning. Vand med mindst 20 l pr. træ, og fortsæt med at vande de to første vækstsæsoner. Først når træet er kommet godt i gang med at vokse, har det nok rødder til at finde vand i jorden.

Pasning er enkel. Gød hvert forår med en almindelig havegødning. Vand i tørre perioder. Beskæring er sjældent nødvendig, men bør udføres lige efter blomstring, hvis det er nødvendigt. Grene kan klippes af til drivning i vaser fra februar.

Billedtekst Accolade.jpg: Der findes en lang række forskellige prydkirsebær til haven, og du kan se mange af sorterne i dit lokale havecenter
Kontaktperson:
Per Boisen Andersen
Telefon:66174489
 
Afsender:
Danske Havecentre
Hvidkærvej 29
5250 Odense SV
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse