Pressemeddelelser
Publiceret den: 05-02-2019
Den 20. februar udkommer "Narcissister – i familien, i parforholdet og på arbejdspladsen" skrevet af psykoterapeut Mette Glargaard og historiker Charlotte Lindhardt.

Bogen er en hjælp til alle dem, der omgås og har været udsat for narcissister. Den giver redskaber til at gennemskue narcissisternes spil og metoder og giver øvelser og redskaber til at håndtere deres adfærd. Desuden får læseren viden om konsekvenserne af at være tæt på en narcissist, og hvordan man kan håndtere eftervirkningerne.

Narcissister – i familien, i parforholdet og på arbejdspladsen behandler også de forskellige typer af narcissisme og har mange eksempler fra det virkelige liv. Mette Glargaard og Charlotte Lindhardt bruger deres egne erfaringerne fra opvæksten med narcissistiske forældre, og derudover er der en masse anonyme historier fra andre, som har eller har haft narcissisme tæt på sig.

Bogen handler ikke kun om narcissisme i familien, men også på arbejdspladsen, i foreningslivet og i parforholdet.

Mette Glargaard og Charlotte Lindhardt udgav i 2013 bogen Helterejsen – Slip Følgerne Af Din Opvækst, som i 2015 udkom i 2. udgave og også er blevet oversat til engelsk.
"Narcissister - i familien, i parforholdet og på arbejdspladsen" bliver også oversat til engelsk og udgivet internationalt senere på året.

Mette Glargaard, f. 1966, er uddannet psykoterapeut og parterapeut. Hun har bl.a. udgivet bøgerne Selvværd for begyndere, Det perfekte parforhold – sådan gør du og Poul Glargaards datter. I disse år rejser hun rundt i verden.

Mette Glargaard kom i mediernes søgelys i 2011, da hendes narcissistiske far, skuespilleren Poul Glargaard, tog sit eget liv og gav hende skylden. Mette valgte at stå frem og fortælle om, hvordan det var at vokse op i manipulation, løgn og vold. Den platform, som blev skabt dér, har hun brugt til utrætteligt at oplyse om narcissister og konsekvenserne af at være i kløerne på én. I dag rejser Mette rundt i verden og har samtaler med klienter på video og Whatsapp. Hendes bøger og onlinekurser hjælper mange tusinde danskere igennem svære oplevelser.
Se mere på www.metteglargaard.dk.

Charlotte Lindhardt, f. 1972, er uddannet cand.mag. i lokalhistorie og semiotik. Hun bor i Herning, hvor hun driver forlags- og konsulentvirksomhed. Charlotte Lindhardt er bl.a. forfatter og korrekturlæser, og hun har skrevet adskillige bøger og artikler.

Charlotte Lindhardt er opvokset i en - set udefra - typisk kernefamilie med mor, far og tre døtre. Charlotte er den ældste. Hun voksede op med moderens raseriudbrud og tavse perioder, som hele familien indrettede sig efter. I 1996, da Charlotte var 23 år, kom det til et brud med forældrene, som ikke ville acceptere hendes valg af studie, kæreste eller venner. Forældrene har gjort hende arveløs, og i dag siger de, at de kun har to døtre. Charlotte har derfor erfaring med livet som voksent, “forældreløst” barn af narcissister.
Se mere på www.konsulentcl.dk og www.ubirex.dk.

Hvis redaktionen ønsker bogen tilsendt som trykt eksemplar, bedes i sende en email til kcl@consultant.com med en adresse og navnet på den person, der skal modtage bogen. Ønsker i den som ebog, bedes i sende en email til kcl@consultant.com og skrive navn og email på personen, som skal modtage bogen.

De bedste hilsner
Mette Glargaard og Charlotte Lindhardt

PS. Mette Glargaard er i Nicaragua og kan kontaktes efter kl. 15 dansk tid via Whatsapp på nummer 31351337
Kontaktperson:
Mette Glargaard
Telefon:31351137 - kun via Whatsapp
 
Afsender:
Forlaget Grenen
Østerlund 14
7400 Herning
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse