Pressemeddelelser
Publiceret den: 22-01-2019
Det markers med arrangementer hhv. på Sydfyn (23. januar) og i København (25-26. januar)
Jytte Abildstrøm og Jens Galschiøt holder festtalerne. Og der er et alsidigt og spændende program begge steder!
I København er der fx debat med skuespillerne Maibritt Saerens og Sidsel Agensø, der har lavet teater om klimakrisen med forestillingen No Planet B.

Det var d. 23. januar 1994 at miljø- og folkeoplysningsforeningen ’Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis’ i daglig tale ’Øko-net’, blev stiftet på Sydfyn på Den frie Lærerskole, ved ét seminar med titlen ’Økologi for fremtiden – et møde for livet!’, der den gang trak 170 deltagere fra hele landet.

Præcist 25 år efter markers stiftelsen med en reception på Lærerskolen, med gøgl, foredrag, øko-suppe og musik. Der vil bl.a. være deltagelse fra billedhugger Jens Galschiøt, der holder festtalen, men også fra husbygger, øko-opfinder og debattør Steen Møller, der i 1994 var blandt deltagerne ved det stiftende møde. Desuden optræder gøgleren Tonny Trifolikom igen, som han også gjorde ved det stiftende møde i 1994. Arrangementet løber fra 14.30 til 22.00, og der vil på mødet være besøg af det sidste skud inden for miljøbevægelsen i Danmark, nemlig medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse, Emil Månsson og talsperson for Den Grønne Studenterbevægelse i Odense, Maja Parsberg Madsen. Nu rykker bevægelsen også til Sydfyn, med første stop/start på Den frie Lærerskole.
Det fulde program for 25 års jubilæet på Sydfyn onsdag d. 23. januar findes på: http://www.eco-net.dk/25-Ollerup

Øko-net fortsætter markeringen med sit 25 års Jubilæums-Årsmøde i København, på Christiania i Gallopperiet – Stadens Museum For Kunst, fredag d. 25. og lørdag d. 26. januar 2019.
Titlen på seminaret har rødder tilbage til det stiftende møde, og hedder ’Økologi for fremtiden – tilbageblik og fremsyn på økologisk græsrodsaktivisme!’
På årsmødet og seminaret møder man talere der var med ved stiftelsen for 25 år siden, bl.a. Jeppe Læssøe, professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitet – der vil trække status op omkring den nationale bevågenhed, eller manglende, omkring uddannelse for bæredygtig udvikling. Også debattør og miljøjournalist Kjeld Hansen deltager, og vil komme med en politisk analyse og temperaturmåling af miljø- og politiktilstanden før Folketingsvalget 2019.
Fra Den Grønne Studenterbevægelse deltager talsperson Frederik Roland Sandby, og temaet er; Hvordan ser den kommende kamp for klimaet og miljøet ud. Hvilket gear skal den op i? Og hvad skal der ske!?

I forbindelse med planlægningen af 25 års Jubilæums-Årsmødet i Øko-net har vi haft god kontakt til Den Grønne Studenterbevægelse. I den forbindelse gik det op for os at økologien har sejret sig ad helvede til – forstået på den måde, at mange mennesker i dagens Danmark forbinder økologi med et sæt reguleringer inden for fødevareproduktionen (organic) og ikke med den biologiske term (ecology). Så at hedde Øko-net kan altså være misvisende, mente en af de unge fra bevægelsen i Århus. For er det ikke bæredygtighed, Øko-net arbejder med i sit folkeoplysningsarbejde?, spurgte han. Og svaret er et rungende Ja. Men det ændrer ikke ved, at når vi bruger ordet økologi, tænker vi ikke kun på det røde Ø-mærke men bredt og på Jordens økologiske kredsløb og dens biodiversitet, som i sidste ende er afgørende for vores bæredygtighed – i forhold til det sociale liv, vores økonomiske muligheder og miljømæssige begrænsninger.
Hele programmet for Jubilæums-Årsmødet fredag/lørdag d. 25-26. januar findes på: http://www.eco-net.dk/25-Gallopperiet
Der afholdes 25 års jubilæums-reception fredag d. 25. januar fra kl. 16.00-19.00, på Gallopperiet på Christiania, for gamle som nye venner af Øko-net. Der er festtale ved Jytte Abildstrøm kl. 16.45-17.15 og der vil også være lidt musik og nogle sange undervejs ved Stig Møller, Peter Ingemann og Grev Lyhne.

Kontakt for yderligere information eller interview:
Lars Myrthu-Nielsen, daglig leder i Øko-net. Mobil: 4073 4324 / Mail: LMN@eco-net.dk / Web: www.eco-net.dk
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse