Pressemeddelelser
Publiceret den: 21-06-2017
PRESSEMEDDELELSE

TOFT-OLSEN releaser debut jazzalbum KINKY BEAT 28. juni 2017 på selskabet AARHUSART.

Musikprojektet Kinky Beat har været 18 år undervejs. Det blev opfundet og indspillet i 1999 og er siden finpudset, mixet samt masteret. Resultatet er en sjælden vellykket fusion mellem klassisk og rytmisk musik, på et jazzet fundament. Kinky Beat bevæger sig i grænselandet mellem det ophøjede og ”street”. Som en god flaske vin har musikken ventet på sin egen modenhed. Med prominente navne som Birgitte Frieboe (sopran) Ida Nielsen (bas) Niels Olsen (2 tekster) Peter Vuust (1 komposition) er musikken tilført det ypperste.

TOFT-OLSEN udtaler "Dette er kærlighed fra mit hjerte. Det er en moden leg med toner og rytmer tilsat et lyrisk drama om betingelsesløs kærlighed, svigt, underkastelse og andre facetter af et forhold til et andet menneske. Det er fusion af musikalske og rytmiske bestandele der skaber noget nyt, unikt, dragende og spændende. Det er samtidig vigtigt, fordi det er udvikling, det er kunstnerisk udtryk uden hensyn.

Det er når levende musik og levende musikere udtrykker noget dybt menneskeligt, at det bliver tidløst.

Når man har en bred musiksmag som jeg, kan det nogle gange være svært at nå ind til kernen af den stil man brænder for. Jeg satte mig derfor for at formulere de musikalske, harmoniske og rytmiske elementer der tænder mig.”

Dermed opstod en fælles retning, et sæt spilleregler - dogmer.

Her er link til PRESSEMAPPE med musikken, cover, line up og tekster

? https://www.dropbox.com/sh/8kk4lek5fqet8np/AAARU4MLhADJlYe6_YBzBWRCa?dl=0

? YouTube - https://youtu.be/iGF1UWikXAU


KINKY BEAT DOGMER

Vi vil arr. forførende melodier, med reminiscens fra tango, italiensk filmmusik og underlægningsmusikken fra en lummer film. Et lydbillede af orgel, "plekter bas", "Hawaii guitar" m.m., altsammen spillet med en sjælden stolthed. Dragende erotiske undertoner til det stramme lige beat.

Pianisten. Der må spilles flygel, vibrafon samt orgel. Orgelet spilles med 1-3 udvalgte staccerede markeringer, gerne startende på 2-slaget. Vibrafonen spilles som flyder-akkorder samt oktaverede guidetonelines, gerne tilsat tremolo i tempo. Flygelet spiller også oktaverede linier samt følelsesmæssige stemninger på udvalgte passager.

Guitaristen. Der spilles slide, pick, beguine samt med Brazil-touch. Gerne tremolo på slide. Slidet fører gerne op til 1-slaget, men kan også tage afsæt fra 1.

Basisten har ingen feature og skal koncentrere sig om at være lækker bund. Bassen spiller ofte udenom grundtonen, men altid i primærskalaen. Spiller mol på yderst få 7'er akkorder. Der spilles med plekter.

Trommeslageren har ingen feature bortset fra nogle enkelte 1/8's tam tam fills. Der spilles til rytmebox med whiskers/rods som udgangspunkt. Vi skal "go'e gamle" over på bækkenet i omkvædet. Der skal suppleres med percussion. Lilletromme- lyden skal have sin egen afstumpede lyd.

Generelt. Vi spiller som om vi ikke kan være inde i os selv af bare spillefryd. Vi spiller "inde" og med et afdæmpet, tilbagelænet samt lokkende udtryk. Guitaristen og pianisten skal være meget bevidste om den indbyrdes rollefordeling og dermed kampen om at akkompagnere sangeren så godt som overhovedet muligt.

Vi synes selv vi er verdens bedste musikere og det er den bedste musik, der nogensinde er skrevet!

TOFT-OLSEN, 8. juni 1999


KONTAKT: mail@aarhusart.com // +45 53646440
Kontaktperson:
Hans
Telefon:53646440
 
Afsender:
AARHUSART
Haraldsgade 19
8260 Viby J
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse