Pressemeddelelser
Publiceret den: 01-06-2017
DM i golf for efterskoler blev i år lidt sjovere for 6 elever fra Haarby Efterskole. Efter to dage og 36 huller, kunne de nemlig kalde sig danmarksmestre. Fysik, teknik og grundig forberedelse sikrede dem sejren.

Golflinjen på Haarby Efterskole nåede for anden gang det ultimative mål i efterskole-golf; nemlig at tage guldet i DM for efterskoler på golfbanen i Odder. Kort forinden havde de sikret sig sølvmedaljer i Efterskoleligaen, så der er ingen tvivl om, at golfeleverne fra Haarby er i topform:

”Alle seks spillere var i super fysisk og teknisk form. Den fysiske del var vigtig, da Odder er en bane, hvor det går op og ned af gamle gravhøje,” fortæller PGA professionel Michael Skjerbek, som står for golftræningen på efterskolen.

Haarby var bedst forberedt
Netop forberedelsen til den svære bane i Odder er der blevet gjort meget ud af, lyder det fra Michael:

”Vi pakkede bussen i ugen før DM og kørte til Odder for at prøve banen og lave en plan for hver enkelt spiller – for hvordan han, med sine styrker og svagheder, skulle få den bedste score skruet sammen. Så alle vidste før turneringen, hvordan de skulle angribe banen, og på hvilke huller der skulle spilles med forsigtighed.”

Den gode fysiske form er resultatet af en lang vinter indendørs i Haarby Hallerne, hvor tiden er blevet brugt på at forme elevernes sving, så det blev mere stabilt under pres. På Haarbys golflinje er det et fokusområde i træningen, at eleverne skal vide, hvorfor bolden gør, som den gør, når de slår til den, og dermed lærer de også selv at rette ind, hvis det går galt. Og det så altså ud til at lykkes for de 6 guldvindere fra Haarby Efterskole.

Træningsrejse
Til daglig træner eleverne tre gange om ugen på Vestfyns Golfklubs baner, og fra næste skoleår intensiveres træningen yderligere, da en træningsrejse til Spanien bliver en fast del af skoleåret på Haarby Efterskole. Her skal der blandt andet trænes intenst på lokale golfbaner og spilles mod lokale spillere.

Mere information
For yderligere information om golflinjen eller deltagelsen i DM, kontakt viceforstander Henrik Thrane på ht@haarbyefterskole.dk eller 64 73 33 10.
Kontaktperson:
Henrik Thrane
Telefon:64733310
 
Afsender:
Haarby Efterskole
Assensvej 8
5683 Haarby
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse