Pressemeddelelser
Publiceret den: 09-12-2016
Der er mennesker rundt omkring i verden, der lever i fattigdom. Det er mennesker, som ikke har energi og kræfter til at leve livet. Med et storslået gymnastikshow vil Brejninggaard Efterskole i år bruge deres energi til at samle ind til verdens udsatte i forbindelse med Danmarks Indsamling 2017.

Hvert år står hele landet sammen om Danmarks Indsamlingen, som knytter os alle tættere sammen og skaber fælles opmærksomhed om udsatte dele af verdenssamfundet. Brejninggaard Efterskole vil igen i år støtte indsamlingen ved at forvandle deres fysiske energi og overskud til en donation til årets målgruppe for indsamlingen.

Et medansvar for verden
Danmarks Indsamling har gennem tiden hjulpet flere end 7 millioner mennesker i nød til en bedre tilværelse. For den vestjyske efterskole er gymnastikken et hjertebarn, og de er ikke i tvivl om, at de kan bruge netop gymnastikken til at tage et medansvar for den verden, vi lever i.

”På Brejninggaard bruger vi gymnastikken til at møde hinanden i et ligeværdigt og legende fællesskab, hvor vi opdager, at vi alle er mennesker. Når vi fx rejser ud i verden med vores gymnastikopvisning, binder det os tættere sammen på tværs af landegrænser og skaber en fælles kulturforståelse og medmenneskelig respekt. Og så har vi masser af den fantastiske energi, som mange af verdens udsatte desværre mangler. Den vil vi bruge til noget!”, siger viceforstander Kristian Grell.

Kæmpe gymnastikshow
Efterskolen og deres gymnastikvenner fra foreningslivet i Midt- og Vestjylland inviterer derfor til Gymnastik for Danmarks Indsamlingen i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter – Skjern Bank Arena, og aftenens overskud bliver doneret til Danmarks Indsamling 2017.

Gymnastik-arrangementet bliver festligt, og tilskuerne kan se frem til en aften i selskab med nogle af landsdelens bedste gymnastiske hold, der vil løfte lidt af sløret for forårets opvisninger, TeamGym-serier og Tumbling! Man vil blandt andet kunne opleve DGI Ringkøbing-Skjerns egnshold, Århus Rep-hold, Ritto Dans, Balletskolen, BTG TeamGym, Outrup Powertumbling og selvfølgelig Brejninggaard Efterskoles eget elevhold.

“Sidste år samlede 800 gymnaster og dansere og godt 1700 tilskuere mere end 35.000 kroner ind, som vi samlet gav til Danmarks Indsamlingen. Vi vil gerne sammen med hele Midt- og Vestjylland gøre det igen - og måske end da lidt mere i år”, lyder det optimistisk fra Kristian Grell.
Velgørenhedsarrangementet finder sted i Skjern Bank Arena søndag den 18. december. Dørene åbner kl. 13.00 og arrangementet starter kl. 14 og slutter kl. 17. Billetterne koster 50 kroner og kan købes ved indgangen – kontant, mobilepay eller swipp.

Mere information
For mere information om arrangementet, kontakt Kristian Grell, Viceforstander på Brejninggaard Efterskole – på 97 38 16 44 eller kristian@brejninggaard.dk
Kontaktperson:
Kristian Grell
Telefon:22767978
 
Afsender:
Brejninggaard Efterskole
Brejninggaardsvej 12
6971 Spjald
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse