Lær at skrive pressemeddelelser

Lær at skrive pressemeddelelser

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at skrive pressemeddelelser? Vi har her samlet nogle tips og tricks, som kan få dig godt i gang med at skrive din pressemeddelelse.

Hvorfor overhovedet skrive pressemeddelelser?

At få sin pressemeddelelse bragt i et medie giver som oftest en troværdig og forholdsvis billig omtale, som kan have en ganske stor værdi for dig eller din virksomhed. Men for at komme godt i gang er det vigtigt, at du gør dit forarbejde grundigt og ordentligt.

Redaktioner og journalister modtager dagligt mange henvendelser fra personer, som ønsker at netop deres pressemeddelelse skal bringes. Lige præcis derfor er det enormt vigtigt, at essensen af den historie, du ønsker at fortælle, er klar og tydelig, og at pressemeddelelsen er udformet således, at det kræver mindst muligt arbejde for redaktionen eller journalisten at kunne bringe den i mediet.

Nedenfor er belyst 3 faser som bør følges til at udarbejde en mere kvalitativ pressemeddelelse, så spring ud i det og prøv dig frem – Husk også at oprette en gratis bruger her på presseudsendelser.dk – Så du er klar til at udsende din pressemeddelelse, når den er færdig.

1. Før du går i gang

Ved at foretage et grundigt forarbejde og få styr på målgruppe, medier og det budskab du ønsker at sende, kan du spare en del tid i skrivefasen. Det er ligeledes vigtigt, at der tages stilling til disse 5 principper, når du udformer pressemeddelelsen:

Aktualitet – Nyhedsværdien skal være til stede, da dette gør pressemeddelelsen interessant og spændende – ingen gider læse noget, de har læst før.

Væsentlighed – Det handler om at ramme målgruppen og gøre indholdet af din pressemeddelelse væsentlig for denne.

Konflikt – Denne drejer sig om spænding og er ofte det sælgende punkt for redaktionernes udgivelser – Tænk over hvordan ”konflikten” kan udformes i din pressemeddelelse.

Identifikation – Målgruppen skal kunne identificere sig med dit budskab og indhold – har det relevans, eller er det komplet ligegyldigt for mig?

Sensation – Bærer dit budskab præg af sensation? Har virksomhed opfundet et banebrydende produkt, som kan stoppe den globale opvarmning? Hvordan gør du dit produkt/budskab sensationelt for målgruppen? Og kan budskabet bære at være sensationelt?

Sørg ligeledes for at fremskaffe ordentligt materiale, såsom fotos i høj opløsning, illustrationer, grafik (logo) og/eller video (online medier).

Tænk ligeledes over hvilken reaktion du ønsker at opnå med din pressemeddelelse og forbered dig på denne.

2. Gør det nemt for journalisten

Gør det så nemt som muligt for redaktionen eller journalisten at bringe din pressemeddelelse ved at udforme den som en artikel – og husk på at de fleste medier i dag har en online version af deres nyhedsmedie, hvor de bringer mere indhold end i den trykte udgave, hvor copy/paste ofte benyttes.

Journalisterne har travlt, så sørg derfor for at få dine vigtigste budskaber frem først i pressemeddelelsen og sørg for, at din overskrift rammer hovedbudskabet til målgruppen.

Tag også et kig på hvordan det trykte medie opsætter andre pressemeddelelser og artikler, og udform gerne din herefter. Sørg for at din pressemeddelelse indeholder:

- Overskrift (fængende - skal få læseren til at ville læse videre)
- Efterfulgt af et kort resumé af hele artiklen (2 - 3 linjer, der præcist angiver nyheden)
- Indledning + afsnit, der svarer på ’hvem’, ’hvad’, ’hvor’ og ’hvorfor’
- Øvrig tekst (uddybning, citater, osv.)
- Kontaktoplysninger

3. Skriv til din målgruppe

Sørg for at tilpasse din pressemeddelelse til både læseren og journalisten. Før du påbegynder udformningen af din pressemeddelelse, er det vigtigt, at du gør dig overvejelser i forhold til, hvem du ønsker at ramme med denne – skriver du til den almene læser eller til en målgruppe indenfor for et snævert fagområde? I denne sammenhæng skal du være opmærksom på dit sprogvalg. Undgå fagudtryk hvis du skriver til den brede befolkning, da dette kan virke udelukkende for den almene læser - betragt journalisten som almen læser, medmindre du skriver til et snævert fagligt medie.

Sørg ligeledes for at læse korrektur på din pressemeddelelse. Korrekt dansk uden stavefejl og korrekt tegnsætning højner det professionelle udtryk i din pressemeddelelse og chancen for, at denne tages alvorligt er noget større.

Ved at skrive i tredje person gør du det nemt for journalisten, således at denne ikke skal bruge tid på omskrivning. Skriv aldrig ”vi” eller ”os”, da dette får pressemeddelelsen til at se ud som om, at udsenderen er virksomheden og ikke mediet. 

Se også

Du kan også tage et kig på vores andre artikler som omhandler:

- Gode råd når du skriver pressemeddelelser
- Den effektive pressemeddelelse
- Sådan sikrer du, at din pressemeddelelse ikke bliver ignoreret
- Skabelon til pressemeddelelse
- Hvordan udsender jeg pressemeddelelser

Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse

Presseudsendelser.dk ApS

Benediktevej 44
8800 Viborg
Telefon 2347 1166