Pressemeddelelser
Publiceret den: 02-08-2018
Hvad himlen kan fortælle os: Videnskabshistorier for børn

Af Gertrude Kiel. Illustreret af Gunvor Rasmussen. Udgives 6. august 2018 af Character Publishing, 251 sider. Målgruppe 7-12-årige.

Hvis der er én ting, som børn og videnskabsfolk har tilfælles er det, at de er nysgerrige. Nysgerrige på verden omkring os, vores rolle i den, og hvad meningen med det hele er.
Videnskabshistorier for børn vil udnytte den nysgerrighed og inviterer både børn og forældre ind i videnskabshistoriens fantastiske verden. Vi ønsker at få børn (og forældre) til at tænke over de samme spørgsmål, som videnskabsfolk gennem historien har måttet tænke over for at forstå verden. Og så vil vi gerne fortælle om alle de spændende personer, de sjove anekdoter og de fascinerende maskiner, som videnskabshistorien også er.
”Hvad himlen kan fortælle os” er historien om 8-årige William, som mod sin vilje må tilbringe første uge af sommerferien hos sin sure tante Gunvor.
Det er ikke lige den sommerferie, William havde drømt om. Han kender ikke tante Gunvor så godt, men han ved, at hun ikke bryder sig om børn og er ret sur i det … I starten mødes de to kun over måltiderne, og tanten er mest tavs og indelukket – indtil William taber et glas, mens de står og vasker op …
Det knuste glas bliver starten på en række samtaler mellem William og tanten, hvor tanten først forvirrer William med sit meget videnskabelige verdenssyn, men langsomt gør ham mere nysgerrig på, hvordan vi egentlig ved, hvad vi ved. Samtidig får William prikket lidt til tanten, som måske slet ikke er så sur alligevel.
Takket være støtte fra Statens Kunstfond og en vellykket Kickstarter-kampagne udkommer ”Hvad himlen kan fortælle os” om den naturvidenskabelige revolution den 6. august i år. Her møder vi seks af periodens mest ind?ydelsesrige videnskabsfolk (Kopernikus, Brahe, Kepler, Galilei, Rømer og Newton), som på hver deres måde har bidraget til vores forståelse af verden og dermed også af vores rolle i den. På få hundrede år blev vores verdensbillede vendt helt på hovedet, og det er denne dramatiske udvikling, som tante Gunvor og William udforsker i løbet af den uge, de har sammen i sommerferien.
Kontaktperson:
Renee Jessen
Telefon:27148423
 
Afsender:
Character Publishing
Rådmandsgade 45A, 1.
2200 København K
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse