Pressemeddelelser
Publiceret den: 15-07-2018
Læserbrev/krønike

I danernes rige, det lille golde og stormomsuste land langt mod nord, hvor kulde, mørke og sne hersker i de fleste af årets dage, er hændt et mirakel. Et lysende mirakel. For på himlen viste der sig for første gang i tusinder af år et lys, hvis søjler dannede røde, gule og grønne farver fra skyerne og ned til jorden.

Et overvældende syn for rigets borgere, der i frygt og ærbødighed straks bukkede sig for dette spektakulære fænomen, som de senere gav navnet Nordlyset. For lyset viste sig på den nordlige himmel. Måske var det et tegn, et varsel, en spådom eller en profeti om en ny og bedre tid?

Efterhånden som lyset blev kraftigere, dannede lyskeglerne en portal, hvori konturerne af en skikkelse åbenbares. En fredelig skikkelse i form af en mand (Red:?), der med sit milde åsyn smilede ned til rigets underdanige undersåtter. Og nu dukkede også små grønne engle op omkring ham.

Pludselig pegede en gammel kone med sin stok op mod himlen og råbte: - Han er kommet tilbage! Han er kommet tilbage!

Og det havde hun ganske ret i. For nu kunne alle se, at han var kommet tilbage. Vikingehøvdingen Uffe. Manden, lederen, mentoren, frelseren og krigeren var virkelig tilbage – i virkeligheden. Som med et hørtes stemmer fra hele riget. Stemmer fra nær og fjern, der blev til toner. Toner, der blev til en syngende sang fra hæse stemmer. En sang, hvis omkvæd lød:
Uffe, Uffe, Uffe, Uffe, Uffe, Uffe, Uffe, Uffe, Uffe, Uffe, Uffe. Efter indtagelse af mere mjød blev det dog til: Ulle, Ulle, Ulle.

I taknemmelighed over denne varme modtagelse klappede vikingehøvdingen Uffe i sine hænder, og som en særlig gestus til folket indledte han i horisonten en ballet, der mindede om optakten til en par de deux, der vist nok stammede fra balletten Sylfiden i to akter - (Red: føles som en evighed).

Her var det så, at de mange undersåtter faldt i en dyb søvn. Og da de vågnede, var Nordlyset og vikingehøvdingen væk, og mørket og kulden kom atter tilbage.

- Var det bare en drøm, en illusion eller var det fatamorgana, tænkte de fortvivlet?

Men deres fortvivlelse blev snart vendt til glæde. For næste dag udsendte Det Øverste Høvdingråd opråbere til alle landets købstæder og flækker, der på byernes torve deklamerede, at danernes rige igen havde sin høvding Uffe hos sig.

Et mirakel, der skabte velstand, kunst (herunder gratis biograf-og teaterbilletter), frisind, indvandrere, kønsløse borgere – og ventetid på rigets utallige balletskoler, hvor alle store som små var tvangsindlagte i to måneder om året.

En herlig tid, som præcis varede den tid, hvor det var tid til at betale regningen – altså til tiden.

Men det er en helt anden historie - i en anden tid.
Kontaktperson:
Peter Qvistgaard
Telefon:23235493
 
Afsender:
Peter Qvistgaard
Lilliendalsvej, 35
4735 Mern
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse