Pressemeddelelser
Publiceret den: 12-06-2018
SBK ekspanderer: Nyt firma i Viborg får fokus på transportbånd til fødevarer og lettere industri

Henrik Kjeldal Hansen – der kommer fra en stilling som CEO hos Ellegaard Components – har sammen med SKANDINAVISK BÅNDKOMPAGNI A/S (SBK) etableret den nye virksomhed SBK Viborg A/S, der skal styrke indsatsen overfor de kunder, der anvender transportbånd af kunststof.

SBK i Aarhus har traditionelt haft størst fokus på transportbånd af sort gummi til den tunge industri samt agro- industrien, men med Henrik Kjeldal Hansens ekspertise er der nu blevet mulighed for at styrke og udvikle den del af forretningen, der henvender sig til andre kundesegmenter.

”Af hygiejnehensyn, er det ikke hensigtsmæssigt at producere transportbånd af kunststof i samme lokaler som transportbånd af sort gummi. Og ud fra ønsket om større geografisk spredning, giver det god mening at opbygge helt nye faciliteter i Viborg, hvor jeg har min naturlige base,” forklarer Henrik Kjeldal Hansen.

Direktør med stærkt branchekendskab
Det er en direktør med særdeles godt kendskab til branchen, der står i spidsen for at opbygge den nye virksomhed i Viborg. Henrik Kjeldal Hansen har været i branchen i godt 22 år – heraf ca. 6 år som CEO hos Ellegaard Components. Således har Henrik Kjeldal Hansen et indgående kendskab til de muligheder og løsninger, der findes inden for industrien på både et højt nationalt og internationalt niveau.

Det er planen, at de ordrer på kunststofbånd, der hidtil er blevet leveret fra Aarhus, løbende vil blive overflyttet til SBK Viborg, men samtidig skal Henrik Kjeldal Hansen udbygge både kundekreds, sortiment og servicekoncept.

”Vi etablerer en komplet båndshop til produktion og forarbejdning af kunststoftransportbånd. Det er første skridt i vores planer om også at levere den bedste kvalitet til den lettere industri, på samme måde som SBK er kendt for til den tunge industri. Ved at opbygge vores egne faciliteter bliver vi i stand til at yde en både bedre og hurtigere service til vores kunder,” siger direktøren for den nye virksomhed.

Flyvende opstart på god, gammeldags facon
Det er på mange måder en flyvende opstart på god, gammeldags facon, hvor direktøren selv har mange kasketter i hverdagen, mens virksomheden opbygges. Men Henrik Kjeldal Hansen nyder udfordringen, også når det kræver at han må ud og køre gaffeltruck nogle dage.

”Det er rart at have føling med hverdagen og kende alle de funktioner, vi skal have opbygget. Samtidig starter vi ikke på bar bund, for der er god støtte fra SBK i Aarhus, hvor vi også kan trække på deres rutiner og forretningsgange. Så allerede fra første dag var vi faktisk i gang i et højt gear, og det har været en fantastisk oplevelse,” siger Henrik Kjeldal Hansen.

---
Fototekst: Kim Laubinger, Henrik K. Hansen og Bo Vernegren kigger her på Kevlar-forstærkningen i det nye ultrahygiejniske PU transportbånd.
Kontaktperson:
Henrik Kjeldal Hansen
Telefon:2189 9999
 
Afsender:
SBK Viborg A/S
Mariendalsvej 16 B
8800 Viborg
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse