Pressemeddelelser
Publiceret den: 14-02-2018
Cykelbutikken Buddha Bikes på Østerbro opnåede sidste år finansiering gennem crowdlending for allerførste gang, og nu triller deres cykler rundt i de københavnske gader. Buddha Bikes drives af Socialøkonomisk Cykelkompagni. Som navnet antyder går de ind for bæredygtighed - de kalder det reinkarnerede cykler - og de tror på værdien i at give en god, faglig uddannelse til udsatte mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor uddanner Buddha Bikes unge mennesker, der ellers kan have det svært med at finde arbejde, til at blive dygtige cykelmekanikere, som reinkarnerer gode brugte cykler.

Buddha Bikes sælger brugte, istandsatte cykler. Deres bedste kvalitet er de såkaldte Buddha Bikes Originals: Et lokalt og bæredygtigt kvalitetsprodukt af genanvendte stel med nye reservedele og samlet ved håndkraft. Ideen er, at disse cykler skal være bedre end nye samlebåndscykler. “Vi er begyndt at sige, at det er vores forsøg på at smugle genanvendelse ind - cyklerne er i essensen nye cykler, men stellene har været ude at køre før, og har blot fået grundig rens og ny pulverlakering, så de ser nye ud,” fortæller Simon Søndergaard fra Socialøkonomisk Cykelkompagni.

Til at fortsætte væksten på deres Buddha Bikes Originals søgte Simon Søndergaard et lån på 200.000 kr. til produktion og markedsføring af cyklerne. De oprettede en låneansøgning online, som blev godkendt og kreditvurderet af Lendino. Lånet blev derefter udbudt en sen eftermiddag på Lendinos online lånemarked, som p.t. har over 1.500 aktive långivere. Finansieringen var overstået næste formiddag; da havde 72 långivere bidraget til lånet med beløb fra 1.000 kr. og opefter. “Det var en ret fed følelse - det var altså sket på én aften,” fortæller Simon Søndergaard.

For mere information omkring lånet:
Andreas Helgason Rex, CMO & Partner i Lendino A/S
Telefon: 51 35 31 11, mail: andreas@lendino.dk

Simon Søndergaard, direktør i Socialøkonomisk Cykelkompagni ApS
Telefon: 53 87 20 02, mail: info@buddhabikes.dk


Om Lendino:
Lendino A/S blev stiftet i begyndelsen af 2014 med en vision om at sikre nemmere og billigere erhvervslån til danske virksomheder og samtidig levere en attraktiv investeringsmulighed for private og professionelle investorer. Lendino har formidlet omkring 75 mio. kr. i erhvervslån.

Lendino formidlede Nordens første crowdfundede erhvervslån til Retap, som designer bæredygtige vandflasker. Lånet på 200.000 kr. finansierede Retaps ambitiøse planer om ekspansion til det amerikanske marked.


For mere information omkring Lendino:
Esben Bistrup Halvorsen, adm. direktør i Lendino A/S
Telefon: 23 74 20 26, mail: esben@lendino.dk


Om Crowdlending:
Lendino vurderer, at det danske marked for crowdlending bliver et seriøst alternativ til konventionel finansiering inden for en kort årrække, især hvis det danske marked fortsat følger den globale trend. Ifølge Dansk Crowdfunding Forening er crowdlending det største område inden for crowdfunding både globalt og i Danmark. Globalt blev der gennem crowdfunding rejst 34,4 mia. dollars i 2015, hvoraf crowdlending udgjorde 73%. Det danske crowdfundingmarked er derimod delt næsten ligeligt mellem crowdlending og belønningscrowdfunding: I 2016 blev der i Danmark rejst ca. 60 mio. kr. gennem crowdlending og 50 mio. kr. gennem belønningscrowdfunding. Årsagen til den lige fordeling kan blandt andet findes i de mange danske belønningsprojekter, der finansieres på internationale crowdfundingplatforme som Kickstarter og Indiegogo.
Kontaktperson:
Andreas Helgason Rex
Telefon:51353111
 
Afsender:
LENDINO A/S
Applebys Plads 7
1411 København K
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse