Pressemeddelelser
Publiceret den: 13-02-2018
KIBO Sikring A/S og MobileGate Security A/S har som søsterselskaber realiseret en vækst på over 25% og en resultatvækst på godt 50% i 2017. Det har sat gang i internationaliseringstiltagene og skabt opmærksomhed omkring virksomheden. Ejerkredsen er udvidet og 40% af aktierne er solgt til Executive Capital. Målet er at ruste virksomheden til yderligere vækst i et voksende marked.

Øget ekspansion og større ejerkreds

”Både KIBO Sikring A/S og nystartede MobileGate Security A/S (MGS) har haft nogle rigtigt spændende år. Derfor ønsker vi, at styrke selskaberne til yderligere vækst ved at dele ejerskabet med nogle erfarne erhvervsfolk fra Executive Capital, som har betydelig erfaring med udvikling og internationalisering af virksomheder som vores. Torben Bjerre-Madsen og Knud Foldschack, der begge er partnere i Executive Capital, indtræder i selskabernes bestyrelse, med Torben Bjerre-Madsen som formand“ udtaler adm. direktør og medejer Lars Kramer.

”Vi har oplevet en stor vækst i både KIBO Sikring og MGS og nåede en omsætning i 2017 på kr. 150 mio, hvilket var en stigning på godt 25% i forhold til året før” siger økonomidirektør og medejer Morten Olesen. Overskuddet viser ligeledes en særdeles tilfredsstillende udvikling. ”Vi er ikke helt færdige med regnskabet for 2017, men forventer en resultatfremgang på ca. 50% i forhold til 2016 hvor overskuddet var på kr. 5,5 mio” fortsætter Morten Olesen.

360 graders sikring – en stor succes

”Vi har nogle sikringsløsninger og produkter, som vi oplever stor efterspørgsel efter og interesse for. Efterspørgslen efter sikringsløsninger er stærkt stigende og KIBO Sikring og MGS arbejder med 360 graders sikring og leverer som de eneste i Danmark integrerede sikringsløsninger, der både omfatter mekanisk og elektronisk sikring. Det betyder, vi yder rådgivning og leverer løsninger som hegn, porte, pullerter, videoovervågning, adgangskontrol og indbrudsalarmer, og det giver kunderne en stor fordel, at de ikke skal have flere leverandører. ” udtaler Lars Kramer.

Kompetent serviceforretning

KIBO Sikring kan tilbyde kunderne en unik service 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Servicen omfatter alarmberedskab på mekanisk og elektronisk sikring. Det betyder, at går der en alarm, undersøger KIBO Sikring både den mekaniske og den elektroniske sikring, hvilket er en klar fordel for kunderne. ”Samtidig kan vi via MGS tilbyde mobile sikringer. Hvis f.eks. en port er blevet påkørt og ikke kan låses, kan vi meget hurtigt installere en mobil løsning, som opfylder kravene indtil en ny port kan leveres. Det er også en af de fordele vores kunder sætter pris på.” udtaler Lars Kramer.

Executive Capital har store forventninger

Hos investeringspartnerskabet Executive Capital er der store forventninger til det fremtidige samarbejde. Torben Bjerre-Madsen og Knud Foldschack er de nye ejere og bestyrelsesmedlemmer i KIBO Sikring og MGS. ”Jeg er imponeret over den positive udvikling, der er skabt i Kibo Sikring igennem de senere år. Jeg kender Lars Kramer og Morten Olesen fra Crisplant Industries og ved, at de er kompetente og engagerede mennesker”, slutter Torben Bjerre-Madsen.

Praktisk info

KIBO Sikring A/S
KIBO Sikring A/S er grundlagt i 1966 og har udviklet sig til at være en førende spiller indenfor større integrerede sikringsanlæg. Virksomheden er landsdækkende og beskæftiger ca. 120 kompetente medarbejdere og har kontorer i Kibæk, Skanderborg og Havdrup.

Mobile Gate Security A/S
MobileGate Security er et relativt nystartet selskab som oplever stor succes på det danske marked med udlejning af mobile adgangskontrol løsninger, ligesom selskabet har indgået samarbejdsaftaler med flere udenlandske selskaber om brug af den patentanmeldte mobilløsning.

Executive Capital A/S
Executive Capital er et investeringspartnerskab bestående af erfarne erhvervsfolk, der udvikler og professionaliserer mindre og mellemstore danske virksomheder igennem investering af egne midler og kompetencer. Partnerne har typisk selv siddet i ledelsen af og udviklet selskaber til større internationale virksomheder og har derfor omfattende erfaringer med SMV’ers udfordringer på såvel direktions- som bestyrelsesniveau.
Kontaktperson:
Lars Kramer, CEO og administrerende direktør
Telefon:+45 20 75 74 24 / +45 70 10 70 77
 
Afsender:
KIBO Sikring A/S
Niels Bohrs Vej 23
8660 Skanderborg
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse