Pressemeddelelser
Publiceret den: 22-01-2018
Sarah fra Hirtshals vinder DM i Skills 2018
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, og for fjerde gang deltog elever fra den danske fagblomsterbranche. Her vandt den 25-årige blomsterdekoratør Sarah Ydse Prehn Hansen fra Mimosa Blomster – Vinkrogen i Hirtshals.
DM i Skills 2018 blev afviklet i dagene fra den 18.-20. januar i MCH i Herning, hvor over 40.000 besøgende fik et indblik i erhvervsuddannelserne.

Efter tre hårde konkurrencedage og seks krævende opgaver blev alle anstrengelser belønnet med både diplom og trofæ for 25-årige Sarah Ydse Prehn Hansen. Under stor jubel fra de mere end 300 unge deltagere fra 42 forskellige erhvervsuddannelser blev den talentfulde blomsterdekoratør kaldt på scenen for at modtage sin titel som landets bedste i sit fag fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

- Det var helt vildt, da jeg pludselig hørte mit navn blive råbt op som vinder af Danmarksmesterskabet i Skills. Hele vejen op til scenen og til statsministeren var som at gå i en drøm, og jeg har slet ikke ord for, hvor glad og stolt jeg er lige nu, fortæller en glædestrålende Sarah Ydse Prehn Hansen.

Den nykårede Danmarksmester arbejder til daglig med blomster hos Mimosa Blomster Vinkrogen i Hirtshals og er elev fra Handelsfagskolen i Skåde.
Udover Sarah Ydse Prehn Hansen var blomsterbranchen repræsenteret af Camilla Schmidt, Warmdal Blomster i Valby, Julie Radoor, Skippers Blomster i Ballerup, Lene Højris, Acacia by Blomsterfeen i Skjern, Malene Mulvad Møller, Alexander Blomster i Hadsund og Nikoline Müller Bærnthsen, HagenUhre Flowers & Delights i København.

Mere end 40.000 unge fra folkeskolens ældste klasser, efterskoleelever og andre skoler gæstede messehallerne i Herning for at få indblik i de mange muligheder for at tage en erhvervsuddannelse.


Billedtekst
Blomsterdekoratør Sarah Ydse Prehn Hansen fik overrakt diplom og statuette af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Foto: Danske Blomsterhandlere / Jens Poulsen

Yderligere oplysninger:
Sarah Ydse Prehn Hansen
Mimosa Blomster - Vinkrogen
Tlf.: 9894 1216 / 9894 6033
Kontaktperson:
Sarah Ydse Prehn Hansen
Telefon:9894 1216 / 9894 6033
 
Afsender:
BLOMSTER
Vestervangen 50
4300 Holbæk
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse