Pressemeddelelser
Publiceret den: 18-12-2017
Den erfarne skatteadvokat Jan Hansen fra Hansen Taxlegal tilfører finansielle kompetencer til den nye professionelle bestyrelse i byggebranchens vækstkomet.

---

”Hvis man driver sin virksomhed efter samme finansielle principper, som hvis den skulle sælges i morgen, så kan man løbende identificere de faktorer, der kan optimeres. Jeg har gennem min karriere blandt andet indsigt i hvilke faktorer eventuelle købere, men også kunder og leverandører kigger på, når de skal vurdere en virksomhed,” fortæller skatteadvokat Jan Hansen om nogle af de kompetencer, han vil byde ind med, når han 1. januar tiltræder som nyt bestyrelsesmedlem i Uniplan Danmark A/S.

Fra 0 til 100 millioner på to år
Den unge undergulvsvirksomhed har i sine kun to regnskabsår oplevet en nærmest lodret vækst, der i år ender med en omsætning tæt på 100 millioner. Jan Hansen har tidligere sparret med flere start-ups, og han ved at vækstrater af den størrelse giver en række naturlige udfordringer, både finansielt og organisatorisk, men også et stort potentiale.

”Udfordringen er at fortsætte med at levere samme standard, når man vokser. Likviditeten er afgørende, særligt i en branche hvor ordrerne er store, hvor der er krav om sikkerhedsgaranti, og hvor betalingen først falder, når man har leveret. Det har virksomheden håndteret flot indtil nu, og bestyrelsens vigtigste opgave i første omgang bliver at fortsætte dette fokus på finansiering og skalering, og samtidig guide til nye tiltag, der kan optimere virksomhedens fremtid på flere områder,” siger Jan Hansen.

Fokus på at agere professionelt og ordentligt
Det kommende bestyrelsesmedlem vil også have fokus på virksomhedens fortsatte evne til at leve op til forventningerne fra kunder og leverandører.

”Det er en spændende virksomhed med et stort potentiale, hvis man gør de rigtige tiltag. Derfor har de to stiftere vist stor vilje at gøre tingene professionelt uden genveje og svinkeærinder. De tilfører viden med etableringen af en professionel bestyrelse og ansættelse af en administrerende direktør, så de selv kan fokusere på drift og udvikling,” fortæller Jan Hansen om sin motivation til at træde ind i bestyrelsen.

”Jeg oplever en virksomhed med meget fokus på at levere og agere ordentligt i forhold til kunder og leverandører. Det burde måske ikke være så usædvanligt, men det er sjældent det er en nystartet virksomheds hovedfokus. De to ejere ser deres livs mulighed, hvor deres kombination af kompetencer har gjort, at virksomheden er kommet så langt på så kort tid,” siger Jan Hansen.

---
Fakta om Jan Hansen:

Advokat og partner i Hansen Taxlegal.
Arbejder især med international skatterådgivning, køb og salg af virksomheder samt generationsskifte.
Oprindelig registreret revisor blandt andet som partner i Deloitte, men siden 2011 skatteadvokat først hos Rønne & Lundgren og siden 2013 i Hansen Taxlegal.
Bestyrelsesmedlem i Finans 24/7, Birkerød Holding og fra 1. januar Uniplan Danmark A/S.

---
Fakta om Uniplan Danmark A/S:

Udfører undergulve som underleverandør på store byggeprojekter. Der udføres både slidlagsgulve, tyndpuds og EPSbeton-gulve (lyd- og varmeisolerende gulve af cement og bindevæske blandet med EPS-kugler). Materialerne pumpes direkte ind i lejligheder og kontorer i op til 20 etagers højde, hvor gulvene afrettes.

Uniplan Danmark er en fantastisk historie om dansk iværksætteri. På få år har Uniplan Danmark revolutioneret markedet og leveret unikke kvalitetsløsninger til dansk byggeri. Alle forventninger og planer er indfriet og mere til, og i dag står virksomheden solidt på markedet med en lang række vellykkede projekter gennemført.

Direktion: Morten Alexis Wrem og Hamed Alaei
Bestyrelsesformand: Steffen Rasmussen (Junkbusters)

62 medarbejdere, 16 betonpumper, 22 biler
Omsætning på 30,7 mio. kr. og et resultat på 2,44 mio. kr. i 2016.
Omsætter for 100 mio. i 2017 og 120 mio. for 2018.
Har ordrer for 40 mio. i Jylland og har netop åbnet afdeling i Fredericia.
Godt 421.000 kvadratmeter undergulv udført.
Se referencer på http://www.uniplandanmark.dk/referencer.php
Kontaktperson:
Morten Wrem, direktør
Telefon:28345163
 
Afsender:
Uniplan Danmark A/S
Valhøjs Alle 155
2610 Rødovre
 
Filer og billeder
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse