Pressemeddelelser
Publiceret den: 12-10-2017
Fra skoleåret 2018/19 tilbyder Haarby Efterskole en ny idrætslinje – badminton. Det bliver en idrætslinje med fokus på fællesskab, motivation, udvikling og fed fjer.

Fra næste skoleår, som starter i august 2018, vil der på Haarby Efterskole være mulighed for at få masser af badminton på skoleskemaet, hvis det er den lille korkstump med de 16 velvalgte naturfjer, man brænder for. Den nye idrætslinje bliver den femte idrætslinje på efterskolen, som i forvejen tilbyder idrætslinjerne Håndbold, Fodbold, Dans og Golf.

Det bliver en idrætslinje med helhedsorienteret badmintontræning for både drenge og piger i 10. klasse. - og mulighed for at komme på en aktiv sportsrejse sammen med resten af efterskolen et sted i Europa.

Baggrunden for den nye badmintonlinje er, at skolen gerne vil tilføre noget nyt til deres samlede idrætsprofil. Badminton er på vej frem med stigende medlemstal, og Haarby Efterskole har både kompetencerne og faciliteterne til at kunne tilbyde træning på et højt niveau.

Badmintonlinjen kommer til at fokusere på både individuel udvikling og holdånd. Skolen vil stille op i hold- og individuelle turneringer, tage ud og se OBK’s elitehold i badmintonligaen, samarbejde med andre i badmintonmiljøet og benytte sig at dygtige gæsteundervisere.

“På badmintonlinjen skal vi være et hold. Vi skal vinde sammen og tabe sammen, grine og græde sammen. Mange ser badminton som en individuel sport, men uden en stærk holdånd, hjælp, vejledning og kampråb bliver man ikke en bedre badmintonspiller”, siger forstander Henrik Thrane om den kommende badmintonlinje.

Ud over slagteknik og benarbejde vil der i undervisningen blive arbejdet med videoanalyse. ”Videoanalyse af sig selv og andre er en stor del af moderne sport”, mener Henrik Thrane ”Vi skal tegne og fortælle for at blive bedre til at forstå modstanderens og egen bevægelse på banen”.

Træner på badmintonlinjen bliver Anders Noer, som har været ungdomstræner i TPI og er netop nu i gang med at dygtiggøre sig endnu mere på træneruddannelsen hos Badminton Danmark. For Anders er badminton en balancesport, som handler om personlig udvikling og ”kampen med sig selv” på banen. Og så handler det om godt benarbejde og god bevægelsesdynamik:

”Bevægelse og benarbejde er et af mine helt centrale fokusområder. Der er intet som godt benarbejde til at skabe flow og dynamik i badmintonspillet. Hos mig er benarbejde noget, man drømmer om om natten”, siger Anders med et smil på læben.

---
Haarby Efterskole er en 10. klasses efterskole beliggende i Haarby på Fyn med plads til 120 elever. På Haarby Efterskole har man fokus på faglig og sportslig udvikling og tilbyder studieretningerne Business, International, Science eller Fitness samt idrætslinjerne Håndbold, Fodbold, Golf, Dans - og fra skoleåret 2018/19 også Badminton.

Mere info om badmintonlinjen på http://www.haarbyefterskole.dk/sport/linje/badminton

Henrik Thrane
Konst. Forstander
Tlf. 21226640 (mobil)
Tlf. 64733310
Kontaktperson:
Trine Zachariassen
Telefon:3120 5040
 
Afsender:
Marginal apS
Emil Møllers Gade 14
8700 Horsens
Opret din pressemeddelelse med det samme! Opret pressemeddelelse